Arkivfoto

Arkivfoto

Politirapporten:

18-årig mand fundet ilde tilredt på byggeplads

Uddrag fra Østjyllands Politis døgnrapport

Af
Danni Paulsen

En 18-årig mand blev lørdag aften klokken 18.28 fundet meget forslået på en byggeplads på Gudrunsvej i Brabrand.

Det var ifølge Østjyllands Politi en politipatrulje, der fandt manden, efter man havde modtaget en anmeldelse.

Den 18-årige var blevet tildelt flere slag og spark i ansigtet og på kroppen. Angiveligt skulle mellem seks og otte personer stå bag overfaldet.

Men Østjyllands Politi har ikke mange informationer at agere ud fra endnu.

"Der skulle også have været en hund tilstede. Hvorvidt han er blevet bidt har vi dog ikke kunnet konstatere. Han er noget konfus og har ikke kunnet bidrage med det store i form af signalement eller lignende. Når han er blevet lidt mere klar i hovedet, skal han afhøres igen," siger vagtchefen.

"Vi prøvede at spørge ind til motiv, og hvad der var sket forud, men det var svært at få ham ind på."

Politiet oplyser, at den unge mand ikke har fået livstruende skader og var til at snakke med.

Færdsel

Lørdag kl. 13.17 skete der et færdselsuheld på Østjyske Motorvej i Brabrand, da en 62-årig kvindelig bilist i en tysk indregistreret bil på grund af aquaplaning påkørte autoværnet. Ingen personskade.

Lørdag kl. 16.21 skete der et færdselsuheld på Stockholmsgade i Århus N, da en 17-årig mand på knallert skred ud og væltede på grund af vådt føre. Den 17-årige havde ikke erhvervet kørekort til lille knallert. Ingen personskade.

Lørdag kl. 18.48 blev en 31-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Frederiks Allé i Århus C.

Lørdag kl. 19.05 blev en 46-årig mand på knallert anholdt og sigtet for spirituskørsel, da han blev standset af en patrulje på Nydamsvej i Århus N.

Lørdag kl. 23.03 blev en 23-årig kvindelig bilist anholdt og sigtet for kørsel uden førerret, da hun blev standset af en patrulje på Bispehavevej i Århus V.

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt et indbrud i privat beboelse i Aarhus:

På Hasle Centervej i Århus V begået mellem d. 8/8 kl. 18.00 og d. 10/8 kl. 12.55

Publiceret 11 August 2019 10:53

SENESTE TV