Arkivfoto.

Arkivfoto.

Mulig børnelokker på spil i Aarhus-bydel:

Facebook-opslag deles og deles

På Facebook bliver et opslag om en børnelokker i Viby delt flere steder. Politiet bekræfter, at det har fået en enkelt anmeldelse om en mulig børnelokker i området

Af
Jonas Wrede Hansen

Et Facebook-opslag, som søndag aften blev oprettet af en aarhusiansk forælder, har skabt en frygt for, at der er en børnelokker på spil i Viby-området. I opslaget bliver det beskrevet, hvordan en knap 12-årig dreng sent søndag aften ved Fakta på Holme Møllevej i Viby blev mødt af, hvad personen bag Facebook-opslaget med sine egne ord kalder for en børnelokker. Den knap 12-årige dreng blev kontaktet af en mand i en sort bil af mærket Volkswagen, der standsede ved siden af ham og spurgte, om han ville med hjem.

Ifølge Facebook-opslaget forsøgte manden flere gange at få den unge dreng ind i bilen, og først da drengen truede med at hente sin far og senere løb sin vej, kørte manden i bilen væk. Facebook-opslaget er i skrivende stund blevet delt mere end 560 gange i diverse lokale Facebook-grupper i Aarhus.

Politiet bekræfter overfor Lokalavisen Aarhus, at man har modtaget en anmeldelse, som minder om den episode, der er beskrevet i Facebook-opslaget.

"Klokken 23.49 søndag aften får vi en anmeldelse om, at en 11-årig dreng er blevet kontaktet af en mand, der spørger ham, om han skal køre ham hjem. Vi får et signalement, som bliver rundkastet til alle patruljerne i området, men ingen finder noget," fortæller Janni Lundager, kommunikationsrådgiver hos Østjyllands Politi, til Lokalavisen Aarhus, og påpeger samtidig, at drengen gjorde det helt rigtige i situationen.

Janni Lundager fortæller desuden, at drengen beskrev manden som mørk i huden med langt hår i dreadlocks, og så kørte manden i en bil med sorte ruder.

Lokalavisen Aarhus har forsøgt at få fat i personen bag Facebook-opslaget, men vedkommende er ikke vendt tilbage på avisens henvendelse.

Publiceret 22 July 2019 21:01

SENESTE TV