Modelfoto:

Modelfoto: Adobe Stock

Kattekillinge-sagen:

Død killing fundet bag hønsehus på Mosevej

Efter to uger blev den ene af mindst to bortkastede kattekillinger fundet død få hundrede meter væk

Af
Kian Johansen

ADVARSEL: Artiklen indeholder et billede af den døde killing, som kan virke stødende for nogle.

En af de killinger, som en person i en sølvgrå stationcar smed ud af bilruden i krydset Skanderborgvej/Hammelvej i Hammel, mens bilen var i fart, er nu angiveligt fundet død.

Det mener Gert Jensen, der bor på Mosevej i Hammel, i fugleflugtslinje få hundrede meter fra Skanderborgvej, hvor killingerne blev kastet ud af bilvinduet mandag 8. juli.

"Jeg fandt killingen her i formiddags, da jeg gik ude i haven. Den lå bag hønsehuset og har sikkert ligget dér i et par dage," fortæller han til Lokalavisen Favrskov.

Killing i området

Han har sendt et billede af den døde killing og her ses det tydeligt, at insekter, eller andre ådselædere allerede har været i gang med en del af naturens arbejde, for tænderne er blottet, renset for kød.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Kattekillingen blev fundet død mandag formiddag, to uger efter den blev kastet ud af et bilvindue på Skanderborgvej ved Hammel. Foto: Gert Jensen

Kattekillingen blev fundet død mandag formiddag, to uger efter den blev kastet ud af et bilvindue på Skanderborgvej ved Hammel. Foto: Gert Jensen

Et par naboer havde set en killing på deres gårdsplads for en uges tid siden, den forsvandt hurtigt, inden de nåede at reagere. Men om det er den samme killing, ved han ikke.

"Det er noget forbandet svineri at behandle levende væsener på den måde," mener Gert Jensen og håber, at billedet vil få den pågældende person bag killingekastene til at tænke sig om og få dårlig samvittighed.

"Det er af ren og sær ondskab, eller uden tanke for andre levende væsener, at man gør den slags. Bilen var jo kun en halv kilometer væk fra dyrehospitalet, så der har været rig mulighed for en mere human aflivning," mener han.

"Var ved at kaste op"

Det var Anni Bülow fra Egå, som 8. juli var på vej til Hammel Fjernvarmeværk med sit firma Bülow Rengøring, der på Skanderborgvej opdagede det uhyggelige dyredrab.

Med cirka 70 km/t røg der pludselig et eller andet på vejen fra den forankørende bil.

"Først ser jeg, at han 'taber' et eller andet, der ligner en lille tot, som triller på vejen. Men jeg kører med vinduerne åbne og kan høre noget skrige, og jeg kan så se, at det er en lille, grå kattekilling, der stikker af ud i rabatten," fortalte Anni Bülow dengang til Lokalavisen Aarhus.

Hun nåede heldigvis at undvige killingen og endte ovre i den modsatte vejbane. Da hun kom tilbage i egen vejbane, blev der igen kastet noget ud fra den forankørende bils passagerside.

"Kat nummer to - en sort killing - kommer flyvende, og jeg når simpelthen ikke at se den, fordi jeg også kigger efter den grå killing i bakspejlet. Så jeg kan desværre ikke undgå at ramme den."

Killinge-kasteren gassede herefter op og kørte væk i høj fart, mens Anni kørte ind på en nærliggende parkeringsplads og sundede sig.

"Jeg var ved at kaste op bagefter. Jeg kan stadig høre den der lyd fra påkørslen for mig," sagde Anni Bülow for et par uger siden til Lokalavisen Aarhus om den forfærdelige oplevelse.

Publiceret 22 July 2019 18:37