Brandattentatet natten til søndag i Aarhus var imod tidligere AGF-spiller Jens Stages lejlighed.

Brandattentatet natten til søndag i Aarhus var imod tidligere AGF-spiller Jens Stages lejlighed. Fotocollage: Henning Bagger/Ritzau Scanpix og Øxenholt Foto

Brandattentat mod tidligere AGF-spiller Jens Stages lejlighed

Det var tidligere AGF-spiller Jens Stages lejlighed, der natten til søndag blev udsat for et brandattentat

Af
Jonas Wrede Hansen

Den lejlighed, der i weekenden blev udsat for et brandattentat, er den tidligere AGF-spiller Jens Stages lejlighed. Det skriver AGF i en pressemeddelelse, hvor klubben samtidig fordømmer angrebet.

AGF har mandag formiddag været i dialog med Jens Stage og Østjyllands Politi om sagen.

"Vi fordømmer på det kraftigste den slags handlinger og tager skarpt afstand til dem. Vi har tilbudt vores hjælp til politiets efterforskning, og vi håber, at gerningsmændene findes og bliver stillet til ansvar," siger direktør i AGF, Jacob Nielsen, til klubbens hjemmeside.

Det var natten til søndag omkring klokken 2.00, at ukendte personer smed en genstand gennem ruden på en lejlighed på Eckersbergsgade i det centrale Aarhus. Der opstod mindre brandskade i lejligheden, inden ilden gik ud. I lejligheden befandt sig to personer, men ingen af dem kom noget til, oplyser Østjyllands Politi i dagens døgnrapport.

Kontroversielt skifte

Det er endnu ukendt, hvem, der står bag attentatet, og hvad årsagen er. Det er blot to uger siden, at Jens Stage skiftede fra AGF til Superliga-rivalerne FCK. Det var et kontroversielt skifte, der især fik flere vrede fans til tasterne på sociale medier som Twitter.

Det er uvist, om weekendens brandattentat har noget at gøre med Jens Stages skifte til FCK. AGF gør det i hvert fald klart, at hvis det er AGF-fans, der står bag angrebet, så kan de se frem til en straf.

"Hvis de bliver identificeret, og det viser sig, at gerningsmændene har forbindelse til nogle af vores fans, så vil de - udover en civil dom - få livslang karantæne til alle AGF's kampe," fortsætter Jacob Nielsen til klubbens hjemmeside.

AGF opfordrer desuden alle med kendskab til gerningsmændenes identitet eller andre oplysninger, som er relevant for sagen, til at henvende sig til politiet.

Også Jens Stages nye arbejdsgiver, FCK, er mandag ude at kommentere på brandattentatet.

"F.C. København erfarer, at der i weekenden er udøvet hærværk mod Jens Stages lejlighed i Aarhus, hvilket vi naturligvis tager kraftigt afstand fra. Klubben og Jens Stage har ikke yderligere kommentarer i sagen og afventer nu politiets undersøgelser," står der i en kortfattet pressemeddelelse på FCK's hjemmeside.

Publiceret 15 July 2019 12:08

SENESTE TV