Arkivfoto

Arkivfoto

Bødeblok på overarbejde:

23-årig fik ny bil beslaglagt og syv sigtelser

Tankbesøg i Viby blev en dyr omgang for 23-årig mand

En 23-årig mand fra Aarhus havde en rigtig skidt dag på tanken, da han tirsdag klokken 18.03 holdt ind hos en tankstation nær Ormslevvej i Viby.

En patrulje så manden holde ind på tanken, og da de vidste, at han var frakendt kørekortet, kørte de efter ham.

Den 23-årige gik ind i kiosken, mens han lod bilen holde i tomgang udenfor. Da betjentene kom ind i butikken og sigtede ham for at køre uden førerret, nægtede han at have kørt bilen.

Men det var slet ikke ham, der havde kørt bilen. Det var derimod en ven, som han ikke kunne huske navnet på, men nu var væk, lød den 23-åriges forklaring.

Det fik betjentene til at kigge tankens overvågning igennem, hvor de tydeligt kunne se, at den 23-årige kørte ind på tanken. Desuden kunne de se, at han kørte uden sele.

Det var tredje gang inden for relativ kort tid, at den 23-årige blev standset uden kørekort, så derfor blev hans nykøbte bil beslaglagt.

Inden da havde betjentene dog nået at ransage den, og det var ikke nogen dum idé, for i den fandt de kokain, MDMA, hash og en springkniv.

Den 23-årige blev anholdt og fik følgende sigtelser med sig:

  • Besiddelse af kokain
  • Besiddelse af MDMA
  • Besiddelse af hash
  • Ulovlig besiddelse af kniv
  • Kørsel uden førerret
  • Manglende brug af sele
  • Kørsel i bil med for nedslidte dæk

Den 23-årige valgte at protestere over politiets beslutning om at konfiskere bilen.

dp

Publiceret 10 July 2019 12:30