Ung mand med hash og kontanter på sig prøvede at undgå betjente.

Ung mand med hash og kontanter på sig prøvede at undgå betjente. Modelfoto: Adobe Stock

Politirapporten: 19-årig anholdt med masser af hash og stort beløb på sig

Uddrag fra Østjyllands Politis døgnrapport

Hash og kontanter beslaglagt – ung mand anholdt

En patrulje der gik rundt på Rosenhøj Vænge i Viby fik torsdag kl. 17.40 øje på et par unge mænd, der forsøgte at undgå øjenkontakt med betjentene og opførte sig lettere mistænkeligt. Det fik patruljen til at gå hen og hilse på. Da de kom derhen, lugtede politinæserne straks hash, og de visiterede derfor begge mænd.

En 19-årig mand blev fundet i besiddelse af flere klumper med hash og et større kontantbeløb. Begge dele blev beslaglagt på stedet, og den 19-årige blev anholdt og sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på videresalg.

Butikstyv byttede gamle sko med nye

En 29-årig mand havde akut brug for nye sko, og det gik ud over Salling i Aarhus, da han torsdag kl. 14.29 gik ind i butikken. Her tog han to kasser nye sko med i prøverummet. Det ene par lagde han i rygsækken. Det andet par tog han på og efterlod sine egne, gamle, slidte sko i prøverummet. Herefter slentrede han langsomt ud af butikken. En medarbejder havde dog luret tricket, og uden for butikken blev han tilbageholdt.

Da politiet kom frem, blev den 29-årige sigtet for butikstyveri, og da han ikke er dansk statsborger med fast bopæl i Danmark, modtog han en straksbøde, han skal betale med det samme. Manden erkendte tyveriet og forklarede kort, at han havde brug for nye sko.

52-årig sigtet for at smadre togrude

En medarbejder fra DSB ringede natten til fredag kl. 3.04 til politiet, da hun opdagede, at nogen havde smadret en rude i det tog, hun arbejdede i. Toget var på vej til Aarhus Banegård, og her stod en patrulje på. Ifølge medarbejderen havde to mænd siddet ved vinduet gennem hele turen, og pludseligt var ruden smadret, og der manglede en nødhammer, som normalt hang lige ved siden af.

Betjentene konfronterede derfor mændene, som begge nægtede at have noget med det knuste vindue at gøre. De anede ikke, hvordan det var gået i stykker, forklarede de. Begge blev visiteret, og i en 52-årig mands lomme, fandt betjentene den manglende nødhammer. Han blev derfor sigtet for hærværk.

Færdsel

Torsdag kl. 10.14 blev en 40-årig mand anholdt og sigtet for at køre sprit- og narkokørsel på sin knallert, da han blev standset på Grenåvej i Risskov. Manden var i besiddelse af en kniv og noget hash, som han også fik sigtelser for.

Færdsel

Torsdag kl. 20.20 blev en 18-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Paradisgade i Aarhus C.

jr

Publiceret 14 June 2019 13:32

SENESTE TV

Galleri-rundtur i Aarhus

Galerie Møller Witt

Det er ved at være sidste chance for at se Jes Fomsgaards soloudstilling på Galerie Møller Witt. Fomsgaard har tidligere bidraget til udsmykningen af iNano Instituttet Aarhus Universitet. Udstillingen 'Artificiel Move' er åben til 26. juni og viser en række malerier med fokus bl.a. på kompleksiteten og bevægelsen i de mange forskellige rum, mennesker er en del af.

Galerie Møller Witt, Christiansgade 18, Aarhus C.

Galleri Gallo

De to kunstnere Louise Volsted Pedersen og Ulf Larsen udstiller for tiden på Galleri Gallo. Ulf Larsen har tidligere lavet naturmalerier, men efterhånden er det mere motiver fra byen og tegninger af jazzmusikere live, han har kastet sig over. Louise Volsted Pedersen eksperimenterer med udtryk, linje og former og henter inspiration bl.a. i naturen, blade og egne fotografier. Udstillingen kan ses til 19. juni.

Galleri Gallo, Nørre Allé 86, Aarhus C.

Galleri Profilen

180 ukendte værker af Hans Horn, hvis liv som soldat under 2. verdenskrig er beskrevet i Tom Buk-Swientys bog 'Det ensomme hjerte', udstilles på Galleri Profilen til 27. juni. Værkerne, der ikke har været udstillet før, viser bl.a. akvareller af blomster, landskaber, satiriske religiøse billeder og stærke traumatiske malerier om krigen.

Galleri Profilen, Grønnegade 93, Aarhus C.

Keller-Arlund – temporary art

Udstillingsstedet Keller-Arlund viser til 20. juni malerier af Vibeke Jensen, der har rum som gennemgående motiv. Kunstneren bruger en teknik, hvor hun 'prikker' sine motiver op og binder dem sammen med flader og plamager, så de tilsammen danner rum.

Keller-Arlund, Peder Skrams Gade 32, Aarhus N.