Denne lille slange dukkede onsdag aften op i en lejlighed i Skejby.

Denne lille slange dukkede onsdag aften op i en lejlighed i Skejby. Foto: Østjyllands Politi

Hjælp, der er en slange i vores lejlighed

Kærestepar opdagede slange, som heldigvis viste sig at være en fredelig kornsnog

Af
Jeppe Rafn

Et kærestepar i Skejbyparken i det nordlige Aarhus fik sig sent onsdag aften en forskrækkelse.

Omkring klokken 22.30 opdagede de en cirka 40 cm lang slange med en diameter på 1-2 cm i deres lejlighed på 1. sal.

"Den slangede sig rundt i et værelse, så de ringede 114. Vi sendte en patrulje derud, og efter rådføring med eksperter fandt vi ud af, at det heldigvis var en fredelig kornslog," fortæller pressemedarbejder Jakob Christiansen, Østjyllands Politi.

Der var umiddelbart ikke nogen i bygningen, som manglede en slange, så betjentene tog derfor selv fat i det ufarlige koldblodede dyr og tog det med ind på politigården i Aarhus, hvor den har overnattet. Den slap dog for at komme i detentionen og fik i stedet lov at ligge på en kollegas skrivebord, oplyser Jakob Christiansen.

Kornsnogen lever ikke i den danske natur, så den er formentlig sluppet fri fra fangeskab. Den skulle angiveligt være ret omgængelig og ikke ualmindelig at have som kæledyr.

Kornsnogen fra Skejby blev i morges afleveret til Randers Regnskov.

Publiceret 13 June 2019 12:43