Foto: Rigspolitiet

Hårde opbremsninger gav to uheld på motorvejen

Fem bilister impliceret i to færdselsuheld på motorvejen omkring Skanderborg

Politiet måtte tirsdag rykke ud til to færdselsuheld på motorvejen i Skanderborg Kommune.

Første gang var tirsdag formiddag klokken 10.02, hvor tre biler kørte sammen i nordlig retning i den yderste vognbane ved Skanderborg.

Ifølge Sydøstjyllands Politi skyldtes uheldet en opbremsning, så en 50-årig mandlig bilist kørte ind i en 46-årig kvinde, der blev skubbet op i en anden 50-årig mand. Ingen af bilisterne kommer fra lokalområdet.

Sidst på eftermiddagen, klokken 17.36, skete noget lignende på motorvejen i nordlig retning, denne gang syd for Skanderborg lige efter afkørsel 54 ved Tebstrup.

Igen var en hård opbremsning årsagen til uheldet, hvor en 56-årig bilist fra Aalborg påkørte en 62-årig bilist fra Horsens, begge mænd.

Det oplyser Sydøstjyllands Politi.

Publiceret 05 June 2019 09:27