En gruppe Brøndby-fans er mistænkt for at deltage i optøjer ved fodboldstævne i Aarhus.

En gruppe Brøndby-fans er mistænkt for at deltage i optøjer ved fodboldstævne i Aarhus. Foto: Østjyllands Politi

Østjyllands Politi afviser kritik fra 'krænkede' Brøndby-fans

Vi følger blot reglerne, forklarer Østjyllands Politi, som kritiseres for at offentliggøre billeder af 18 Brøndby-fans

Af
Jeppe Rafn

Østjyllands Politi afviser kritik fra Brøndby-fans, der føler sig voldsomt krænket og har kritiseret offentliggørelsen af billeder af 18 Brøndby-fans.

De er mistænkt for at have deltaget i optøjer umiddelbart efter finalen ved indendørsstævnet KMD Cup, der fandt sted 11. januar i Ceres Arena i Aarhus.

Fansene og advokat Asser Gregersen, der repræsenterer ni af de 18, mener, at det er unødvendigt og ude af proportion at offentliggøre billederne. Deres kritik bliver afvist af Østjyllands Politi:

"Vi mener, der er begrundet mistanke om, at de har overtrådt Straffelovens §134a, der kan give fængsel op til et år og seks måneder. Og når strafferammen er på mindst et år og seks måneder, er der en bestemmelse i Retsplejeloven, der giver os lov til at offentliggøre billeder af personer. Vi følger blot reglerne," siger politiinspektør Michael Kjeldgaard, Østjyllands Politi.

Politiinspektøren understreger, at politiet har forsøgt at komme i kontakt med fansene og blandt andet været i kontakt med kollegaerne i Københavns Vestegns Politi for at identificere de 18 personer, inden man skred til offentliggørelsen af fotos.

"Vi har behov for at få identificeret gerningspersonerne til de her sager, som vi mener er alvorlige. Det handler udelukkende om at få identificeret de mistænkte," siger politiinspektør Michael Kjeldgaard, Østjyllands Politi.

Politiet bliver også kritiseret for at skære alle fans over én kam. Ifølge advokat Asser Gregersen burde politiet være mere konkrete og fortælle, hvem der har gjort hvad.

"Vi har gennemset alt videomateriale og vurderet individuelt på alle de 18 personer, som vi mener kan sigtes efter Straffelovens §134a," svarer politiinspektør Michael Kjeldgaard, Østjyllands Politi.

Politiinspektøren oplyser, at foto-efterlysningen allerede har båret frugt, idet seks af de 18 personer allerede har henvendt sig. Når personerne henvender sig til politiet, vil deres billeder løbende blive fjernet fra efterlysningen, som kan ses HER.

Straffeloven §134a

Deltagere i slagsmål eller i anden grov forstyrrelse af ro og orden på offentligt sted straffes, såfremt de har handlet efter aftale eller flere i forening, med fængsel indtil 1 år og 6 måneder.

Publiceret 05 June 2019 14:08

SENESTE TV