Foto:

Foto: Adobe Stock

Slog 49-årig bevidstløs og sparkede ham i hovedet:

Ung mand anholdt med blod på hænderne

49-årigt offer for voldeligt overfald i det centrale Aarhus faldt bevidstløs til jorden

En 26-årig mand blev tidligt søndag morgen anholdt og sigtet for grov vold efter et overfald ved 7-Eleven på Immervad i Aarhus C.

Overfaldet skete klokken 07.24, og ifølge vidneforklaringer opstod der forud noget tumult mellem en 49-årig mand og den 26-årige.

Pludselig udviklede det sig, og den 26-årige blev meget aggressiv og slog den 49-årige så hårdt i hovedet med en knytnæve, at han faldt bevidstløs til jorden.

Men den meget voldsomme hændelse sluttede ikke dér, for mens den 49-årige lå på jorden, sparkede og trampede gerningsmanden ham flere gange i ansigtet, hvorefter han gik fra stedet.

Vidnerne på stedet kunne give et godt signalement af manden og kunne pege betjentene i retning af ham. Kort tid efter så en patrulje en mand, der passede på signalementet, stå foran Kirkens Korshær ved Klosterport.

Her var den 26-årige i færd med at tørre blod af sine hænder, og han blev anholdt og sigtet i sagen.

Det 49-årige offer blev kørt til behandling på skadestuen.

dp

Publiceret 03 June 2019 15:27