Moskéen på Sintrupvej er 1.219 kvadratmeter stor.

Moskéen på Sintrupvej er 1.219 kvadratmeter stor. Foto: Asger Ryø Borberg/Ritzau Scanpix

Aarhusiansk moské evakueret efter trusler

Midt under en ramadan-fællesspisning blev der indtelefoneret trusler til moské i Brabrand

Den aarhusianske moské Ulû Cami, der ligger på Sintrupvej i Brabrand, blev natten til søndag evakueret.

Det skriver TV 2 Østjylland.

Årsagen til evakueringen var, at en kvinde skulle have ringet til moskéen og truet med, at mellem 50 og 70 personer ville angribe den.

Kort før midnat blev truslen anmeldt til Østjyllands Politi. Det var Tyrkisk Kulturforening, som anmeldte det.

Ifølge TV 2 Østjylland kom opkaldet midt under en fællesspisning, der blev afholdt i forbindelse med ramadanen.

Kulturforeningen fik selv evakueret bygningen, men en politipatrulje og en indsatsleder blev sendt ud for at undersøge stedet. Man fandt dog ikke noget mistænkeligt, oplyser politiet, og moskéen blev da heller ikke stormet.

Nu går jagten på kvinden, der ringede fra hemmeligt nummer, ind.

"Jeg kan selvfølgelig ikke love noget, men jeg forestiller mig ret hurtigt, at vi kan finde den person," siger vagtchef Michael Ørum til TV 2 Østjylland.

dp

Publiceret 26 May 2019 15:15