Arkivfoto

Arkivfoto

Fup-håndværkere på spil: 82-årig kvinde og politihund fik fældet tricktyv

En 82-årig kvinde anede uråd, da to falske håndværkere forsøgte at stjæle fra hendes lejlighed

En 82-årig kvinde fik tirsdag klokken 17.13 besøg i sin lejlighed på Dalgas Avenue af to mænd, der udgav sig for at være håndværkere.

Mændene bankede på og sagde, at de skulle kontrollere hendes køleskab, hvorefter de gik ind i lejligheden. Den 82-årige fik dog hurtigt mistanke om, at mændene ikke var håndværkere, og hun gemte derfor sin pung af vejen.

Da hun så den ene rode rundt i hendes skuffer, råbte hun af mændene og fik skubbet dem ud.

Så let slap de dog ikke, for kvinden fulgte efter dem ud på parkeringspladsen og ringede samtidigt til politiet, mens mændene tog benene på nakken.

Da en hundepatrulje kort efter kom til stedet, kunne hun pege betjentene i retning mod en nærliggende skov, hvor mændene var løbet ind.

En politihund satte snuden i sporet og ledte patruljen gennem skoven frem til en 53-årig mand, som forsøgte at gemme sig. Han blev anholdt på stedet. Da der umiddelbart ikke var stjålet noget fra den 82-åriges lejlighed, blev han sigtet for forsøg på indbrud.

I den 53-åriges lomme lå en bilnøgle, som passede til en bil i nærheden. Den blev ransaget og i den fandt politiet en taske med en del smykker i, som formodes at være stjålet. Den 53-årige blev derfor også sigtet for indbrud på et ukendt sted.

Hans makker, der var med i kvindens lejlighed, fandt politiet ikke.

Han beskrives som værende:

• Ca. 60 år

• Ca. 165-170 cm høj, kraftig af bygning.

• Han talte dansk med accent

• Iført ”gråmalet gammelmandskasket” og sort vindjakke

dp

Publiceret 15 May 2019 15:05

SENESTE TV