Politirapporten:

Flugtbilist påkørte 18-årig cyklist i rundkørsel

Her er uddrag fra Østjyllands Politis døgnrapport for Aarhus

En 18-årig kvinde fik sig lørdag formiddag noget af en ubehagelig overraskelse, da hun pludselig blev påkørt af en bil, som efterfølgende kørte fra stedet uden at give sig til kende. Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.

Uheldet skete omkring klokken 09:35, hvor den 18-årige kvinde kom cyklende gennem rundkørslen ved Stenbækvej og Hejredalsvej i Brabrand. Her blev hun påkørt af en personbil, der kom kørende fra syd mod nord ad Stenbækvej. Bilen overholdt ikke sin vigepligt i rundkørslen og påkørte derfor den 18-årige kvinde, fremgår det af døgnrapporten.

Efterfølgende flygtede bilen fra stedet.

Spirituskørsel

En 40-årig mandlig bilist, blev lørdag kl. 21:35 standset på Agerøvej i Tilst. En 38-årig mandlig bilist havde bemærket, at den forankørende bil kørte usikkert og slingrende, hvorfor han fulgte efter bilen, til politiet kom frem.

Den 40-årige mand blev anholdt og taget med til politigården, hvor han fik udtaget blodprøve, blev sigtet for spirituskørsel og efter endt afhøring løsladt igen.

Narkokørsler

En 18-årig mand kørte lørdag ca. kl. 20.25 på Viborgvej i 8210 Aarhus V, selvom han var påvirket af narko.

Da patruljen havde stoppet den 18-årige, ransagede man hans bil, hvor der blev fundet salgsposer med hash samt en foldekniv.

Den 18-årige vil udover en sigtelse for kørsel i narkopåvirket tilstand også blive sigtet for lov om euforiserende stoffer samt knivloven, fremgår det af døgnrapporten.

Søndag ca. kl. 02:40 standsede patruljen en 21-årig mandlig bilist på Tilst Skolevej i 8381 Tilst. Den 21-årige blev skønnet påvirket af narko, hvilket han dog nægtede.

Ved ransagning af bilen, blev der fundet lidt hash.

Den 21-årige blev anholdt og medtaget til Politigården i Aarhus, hvor han fik udtaget blodprøve. Han blev sigtet for narkokørsel og lov om euforiserende stoffer. Derefter blev han løsladt.

Ca. kl. 03:50 blev en 38-årig mand stoppet af patruljen på Vesterbrogade i det centrale Aarhus. Han blev skønnet påvirket af narkotika, hvorfor han blev anholdt og medtaget til Politigården i Aarhus for udtagelse af blodprøve.

Det viste sig endvidere, at den 38-årige var frakendt førerretten, hvorfor han blev sigtet for narkokørsel og kørsel i frakendelsestiden.

Den 38-årige blev efterfølgende løsladt.

jwh

Publiceret 28 April 2019 12:58