Foto: Øxenholt Foto

Brandbiler, politi og ambulance kaldt ud til kraftig røgudvikling på Store Torv i Aarhus

Der gik lørdag eftermiddag ild i en el-tavle hos en restaurant på Store Torv i det centrale Aarhus

Af
Jonas Wrede Hansen

Der lød pludselig mange sirener i det centrale Aarhus lørdag eftermiddag, da politiet og brandvæsnet fik en anmeldelse om brand hos en restaurant på Store Torv , som begge instanser rykkede hurtigt ud til. Heldigvis var det ikke en voldsom brand, og der var godt styr på det hele, inden udrykningerne nåede frem.

"Der var gået ild i en el-tavle hos restauranten. Personalet fik den slukket, inden vi nåede frem, men der var en del røgudvikling derinde," fortæller Johnny Damgaard, indsatsleder hos Østjyllands Brandvæsen, til Lokalavisen Aarhus og oplyser, at anmeldelsen tikkede ind klokken 17.19.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Foto: Øxenholt Foto

"Vores folk fik luftet godt ud i restauranten. To folk blev tilset i ambulancen for røgforgiftning," fortsætter Johnny Damgaard og tilføjer, at der også blev tilkaldt skadeservice til stedet, da strømmen som følge af den mindre brand var gået i hele bygningen.

"Det er jo lidt svært at drive en restaurant, hvis man ikke har strøm," som indsatslederen jo ganske rigtigt har ret i.

Om restauranten fik styr på strømmen og kunne servere mad for sine kunder lørdag aften, er uvist. Men heldigvis kom ingen til skade.

Publiceret 28 April 2019 09:43

SENESTE TV