Arkivfoto: Øxenholt Foto

Arkivfoto: Øxenholt Foto

Groft overfald:

Pigegruppe gik til angreb på ung kvinde og hendes far

19-årig kvinde og dårligt gående far blev overfaldet i Hasle torsdag aften. Politiet efterlyser vidner

Torsdag klokken 17 blev en ung kvinde og hendes far udsat for et særdeles groft overfald på Bronzetoften i Hasle.

Da kvinden skulle til at stige ud af bilen, så hun fire piger, der kom gående bagved bilen og så lød der pludselig en høj lyd, der lød, som om én af pigerne havde sparket til bilen.

Ifølge den 19-årige gik hun ud og konfronterede pigerne, der var på vej væk fra stedet. Det fik én af dem til at vende sig rundt, hvorefter hun gik direkte hen mod kvinden og tog fat i hendes hår og væltede hende ned på jorden. Herefter slog pigen hende flere gange, mens hun fortsat holdt fast i håret og trak hende hen ad jorden.

Mens hun lå på jorden kom én af de andre piger til og begyndte at sparke til hende. Kort tid efter kom en person tilfældigt forbi og fik skilt pigerne ad.

Kvinden kom hurtigt op at stå og ville skynde sig væk fra stedet. Inden hun gik truede pigen, der havde slået hende med, at de ville finde frem til, hvor hun boede.

Kvindens far, der var dårligt gående, havde overværet seancen og havde råbt til pigerne, at de skulle stoppe med at slå og sparke. Det resulterede i, at han også blev slået i ansigtet af én af pigerne.

Kvinden kendte ikke pigerne og mente ikke at have set dem før.

Pigerne beskrives som:

A – den toneangivende

    Mellemøstlig af udseende

    16-18 år

    Ca. 170 cm høj

    Kraftig af bygning

    Mørkebrunt, langt hår i hestehale, hvoraf den nederste del var farvet blondt

    Var iført lyseblå cowboybukser

B og C

    Mellemøstlig af udseende

    16-18 år

    Ca. 160 cm høj

    Kraftig af bygning

    Sort hår i hestehale

    Var iført sort tøj

D

    Muligvis somalier

    16-18 år

    Ca. 180 cm høj

    Spinkel af bygning

    Sort hår og en høj pande

    Var iført beige tørklæde og beige kjortel

Østjyllands Politi vil gerne høre fra eventuelle vidner til overfaldet. Politiet vil særligt gerne høre fra den person, der kom forbi og fik skilt pigerne af. Østjyllands Politi kan kontaktes på telefon 114.

dp

Publiceret 26 April 2019 15:10