Foto: Øxenholt Foto

Voldsom brand i det gamle kommunehospital i Aarhus:

"Det er meget heldigt, at der ikke længere er patienter"

Mandag udbrød der brand i bygning 3 det gamle kommunehospital på Nørrebrogade i Aarhus

Af
Jonas Wrede Hansen

"Det er meget heldigt, at der ikke længere er patienter."

Så klart udtrykker indsatsleder Søren Møller fra Østjyllands Brandvæsen det, efter der mandag formiddag udbrød brand i det gamle kommunehospital på Nørrebrogade i Aarhus.

For det var en voldsom brand, der udviklede sig hurtigt fra kælderen i bygning 3 til gangene.

"Vi fik anmeldelsen fra en automatisk brandalarm, der bliver udløst ved det mindste røg. Da vi er fremme to minutter efter, brænder det voldsomt med flammer ud fra vinduerne i kælderen," oplyser Søren Møller til Lokalavisen Aarhus.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Foto: Øxenholt Foto

Brandvæsnet sendte 18 mand af sted til de historiske bygninger for at kæmpe imod flammerne. Det gamle kommunehospitals bygningskonstruktion gjorde det desuden svært for brandmændene at komme frem til arnestedet.

"Efter 20 til 25 minutter havde vi kontrol over ilden, og vi er der i omkring tre timer, før vi er færdige med slukningen, " fortsætter indsatslederen og oplyser, at der heldigvis ikke kom nogen til skade ved branden.

Søren Møller gør det også flere gange klart, at det er heldigt, at der ikke længere befinder sig patienter på hospitalet. Det er blot lidt over en måned siden, at de sidste indlagte personer forlod hospitalet. Efter 125 år med hospital på Nørrebrogade er afdelingerne overdraget til Aarhus Universitetshospital i Skejby.

Publiceret 23 April 2019 09:35

SENESTE TV