Foto: Østjyllands Politi på Twitter

Politiet frygter, at person er faldet i vandet: Hvem ejer denne jolle?

Østjyllands Politi vælger nu på Twitter at efterlyse ejeren af den jolle, som tidligere på morgenen blev fundet drivende ved Den Permanente i Aarhus

OPDATERING KLOKKEN 10.50: Politiet oplyser på Twitter, at man har fundet frem til ejeren af den jolle, der tidligere lørdag morgen blev fundet drivende i Aarhusbugten. Ejeren er i god behold, og eftersøgning indstilles derfor.

Østjyllands Politi vælger nu at vise et billede af den jolle, som tidligere på morgenen blev fundet drivende ved Den Permanente i Aarhus. Det sker i håb om at finde ud af, hvem ejeren er, oplyser politiet på Twitter.

Klokken 07.16 blev den cirka 14 fods sort jolle med påhængsmotor fundet drivende i Aarhusbugten ved Den Permanente, og det har fået politiet til at frygte det værste. På Twitter skriver politiet således, at det frygter, at en person er faldet i vandet.

Derfor bliver området i øjeblikket afsøgt med både og helikopter.

Har man oplysninger i sagen, kan politiet kontaktes på 114.

jwh

Publiceret 20 April 2019 09:01