Foto: Byrd/Rasmus Laurvig

Over 20 udrykninger i nat:

Brandvæsnet blev beskudt med fyrværkeri og mødt af ballademagere

Brandmændene har haft en travl nat, fortæller indsatsleder hos Østjyllands Brandvæsen til Lokalavisen Aarhus

Af
Jonas Wrede Hansen

Der måtte hentes ekstra forstærkning ind og handles hurtigt, da det vestlige Aarhus i nat blev ramt af adskillige brande i biler og containere. Over 20 udrykninger foretog Østjyllands Brandvæsen fra klokken 23 mandag aften til klokken kvart over tre i nat, oplyser indsatsleder Anders Brix Christensen fra Østjyllands Brandvæsen tirsdag morgen til Lokalavisen Aarhus.

Foto: Byrd/Rasmus Laurvig

"Fra klokken 23 til klokken 24 kører vi direkte fra den ene brand til den anden," fortæller indsatslederen og oplyser, at de mange brande fandt sted i Gellerup-området og i den nordlige del af Aarhus V.

Brandvæsnet blev flere gange mødt af større menneskesamlinger ved brandene, og der var personer, som opfordrede til ballade.

"Der var også et enkelt tilfælde, hvor der blev skudt med fyrværkeri mod brandvæsnet. Heldigvis blev ingen ramt," fortæller Anders Brix Christensen og oplyser, at politiet var massivt til stede.

"Politiet leverede et rigtig godt stykke arbejde, og vi var ikke på noget tidspunkt utrygge," fortsætter han.

Indsatslederen havde 13 mand med til de forskellige brande og var nødsaget til at hente forstærkning fra andre beredskaber hos Østjyllands Brandvæsen i eksempelvis Hørning for at tage sig af de andre udrykninger i Aarhus.

Publiceret 16 April 2019 07:57

SENESTE TV