Foto: Øxenholt Foto

Brandvæsnet kaldt ud til flere påsatte brande i Aarhus-området

I både det vestlige Aarhus og i Viby har der mandag aften og natten til tirsdag været flere brande

Af
Jonas Wrede Hansen

Urolighederne fortsætter tilsyneladende i det vestlige Aarhus, hvor der i slutningen af sidste uge og i løbet af weekenden var flere påsatte brande i containere og i biler. Mandag aften blev brandvæsnet så igen kaldt ud til brand i flere biler og containere i Gellerup-området. Det bekræftede Østjyllands Brandvæsen mandag aften over for Århus Stiftistidende og oplyste samtidig også til mediet, at der også havde været flere påsatte brande i skraldespande i den sydlige del af Aarhus i området omkring Kaj Munks Vej i Viby.

(Artiklen fortsætter under video-klippet)

"Der var brand i flere skraldespande med et par hundrede meters mellemrum, og det er ikke tilfældigt, det sker," sagde indsatsleder hos Østjyllands Brandvæsen, Anders Brix Christensen, til Århus Stiftstidende mandag aften.

De mange påsatte brande i det vestlige Aarhus fortsatte ifølge Lokalavisen Aarhus' oplysninger i løbet af natten, hvor både Fjældevænget og Rydevænget var hådt ramt af container-brande.

De mange brande mandag aften og i løbet af natten er bare flere i rækken af påsatte brande, som det seneste stykke tid har hærget det vestlige Aarhus.

(Artiklen fortsætter under galleriet)

Natten til lørdag opstod der således container-brande på Kappelvænget og Fjældevænget, og to personbiler udbrændte. Urolighederne fortsatte lørdag aften, hvor politi og brandvæsen måtte rykke ud til en containerbrand i Rydevænget og en kraftig brand i en trehjulet knallert, der stod foran en opgang i Fjældevænget, der ifølge Lokalavisens oplysninger blev evakueret. Søndag rykkede både politiet og brandvæsnet endnu en gang ud til brand i containere på Rydevænget.

Imens politiet var til stede ved branden, blev en sten kastet mod betjentene. I området fandt politiet efterfølgende frem til en mand, som, formodede betjentene, var stenkasteren. Det viste sig, at det ikke var muligt at bevise, at manden havde kastet stenen. Manden fik dog alligevel en sigtelse med sig hjem, da han talte fornærmende til politiet.

Politiet har tidligere oplyst, at weekendens brande kan have relation til sidste uges lukning af et tilholdssted for Trillegårdsbanden på Kappelvænget i området.

"I hvert fald containerbrandene er formentlig påsatte, og det et nærliggende at tro, brandene har forbindelse med lukningen af tilholdsstedet," sagde Østjyllands Politis vagtchef Jes Frederiksen lørdag til Lokalavisen Aarhus.

Lokalavisen Aarhus forsøger at få bekræftet, at der i løbet af natten har været flere forskellige påsatte brande i det vestlige Aarhus.

Opdateres...

Publiceret 16 April 2019 06:53