Arkivfoto

Arkivfoto

Politirapporten: Buskontrollør slået flere gange

Uddrag fra Østjyllands Politis døgnrapport

En patrulje blev sendt til Emil Vetts Passage i Aarhus klokken 10.20 mandag, da en mand var blevet meget utilfreds med at have fået en afgift for ikke at have haft billet. Manden kastede en kuglepen efter kontrolløren og slog ham tre gange hårdt i brystet.

Den 26-årige mand blev anholdt af patruljen og kørt ind på stationen.

Larm fra kæmpe bilforsamling

Mandag klokken 19.22 blev politiet blev kaldt ud til Stark i Viby, fordi flere borgere havde klaget over larm fra biler. Patruljen, der kom til stedet, oplyste at der var cirka 150-200 biler samlet på stedet i forbindelse med noget biludstilling. Arrangøren blev efterfølgende givet et påbud om at få styr på deltagernes opførsel i forhold til høj musik og kørsel på stedet, ellers vil arrangementet blive lukket af politiet.

Politiets tilstedeværelse lagde en naturlig dæmper på arrangementet, og hovedparten kørte fra stedet stille og roligt. Det blev dog til et par enkelte færdselssager, fjernede nummerplader samt en enkelt sag vedrørende en borger, der gav politiet fingeren.

Mindreårige butikstyve stjal kinderæg

Mandag klokken 12.07 blev en patrulje sendt til Fakta på Norges Allé, da butikkens vagt tilbageholdt tre 12-13-årige butikstyve for at stjæle kinderæg. Patruljen kontaktede de sociale myndigheder og forældrene, og de tre butikstyve blev hentet af skolesekretæren fra skolen, hvor de tre unge gik.

Tyveri af 10 oksemørbrader

Mandag klokken 19.22 blev en patrulje sendt til Netto på Rundhøjtorve, hvor en butikstyv havde forsøgt at slippe af sted med 10 oksemørbrader. Før patruljen nåede at komme til stedet stak tyven af og efterlod mørbraderne.

Tyven beskrives som:

    Mand

    30-35 år gammel

    Østafrikansk af udseende

    Spinkel kropsbygning

    Var iført bøllehat i camouflagemønster, jeans og en mørk termojakke med et logo fra ”teknisk forvaltning”.

Har man set noget i det beskrevne tidsrum, kan man kontakte Østjyllands Politi på telefon 114.

Færdsel

Mandag kl. 19.02 blev en patrulje opmærksom på en grå Citroen C4, der kørte ad Thorvaldsensgade i Aarhus. Da patruljen standsede køretøjet og kontrollerede føreren, erkendte føreren, at han ikke havde førerret. Dette var hændt tre eller flere gange indenfor de seneste tre år, hvorfor politiet beslaglagde køretøjet med henblik på konfiskation.

Mandag kl. 08.38 skete der et færdselsuheld mellem en varebil og en personbil på E45. Årsagen til uheldet var, at varebilen ikke havde holdt afstand til den forankørende personbil. Føreren af varebilen blev sigtet for at holde mangelfuld afstand. Begge parter blev kørt til skadestuen til kontrol, men der var ifølge politiet ikke umiddelbart nogen af dem, der var kommet til skade.

Mandag kl. 09.47 skete det endnu et sammenstød på E45 mellem to personbiler grundet opbremsninger i forbindelse med vejarbejde ved Aarhus N-afkørslen. Der var ifølge politiet ikke nogen af parterne, der kom noget til.

Mandag kl. 16.10 begyndte trafikken på E45 at tage til igen, og nær Aarhus V-afkørslen skete der sammenstød mellem to personbiler biler grundet den tætte køkørsel. Det skabte store trafikale problemer og gav anledning til øget køkørsel. Ingen kom ifølge politiet umiddelbart noget til.

Mandag kl. 16.35 kørte en patrulje efter en stor knallert. Patruljevognen var nødt til at køre 60 km/t for at kunne følge med, hvorfor de bragte knallerten til standsning på Aldersrovej. Ud over den høje hastighed blev føreren af knallerten sigtet for ikke at have førerret til stor knallert samt for ikke at have hjelm på.

dp

Publiceret 02 April 2019 19:00

SENESTE TV