Arkivfoto.

Hundeluftning endte med tre anholdelser ved Tivoli Friheden

Politiets hunde var medvirkende til tre anholdelser natten til tirsdag

Østjyllands Politi kan være ekstra glade for deres hunde, efter de natten til tirsdag var stærkt medvirkende til tre anholdelser.

Klokken 02.30 kørte en hundepatrulje i området ved Havreballe Skovvej i Aarhus, hvor de steg ud for at lufte hundene. Da de gik i skoven bagved Tivoli Friheden, blev de opmærksomme på tre mænd, der gik igennem skoven i retning mod Kongevejen. Betjentene kunne se, at mændene bar på tre store sække med pantflasker, og de listede sig tættere på og råbte dem an.

Det fik de tre mænd til at gå i panik, så de kastede deres sække fra sig, og to af dem løb fra stedet, mens den tredje overgav sig og blev anholdt. På stedet fandt patruljen også tre låste cykler, der lå henkastet i skovbunden.

Kunne ikke flygte fra hundene

Med hunden forrest løb én af betjentene efter de to undløbne mænd gennem haver og over hegn, og selvom det flere gange lykkedes mændene at slippe væk fra betjentene, så måtte de konstatere, at det er svært at gemme sig for hundens skarpe snude. Efter en længere løbetur forsøgte den ene mand at skjule sig ved at lægge sig fladt ned på jorden ved nogle jernbaneskinner ved Østhavnsvej, men hunden havde fært af ham, og han blev fundet og anholdt.

Den anden mand var blevet set af en vagt på havneområdet, da han havde forceret et hegn på Oceanvej. Der blev straks sendt en anden hundepatrulje til havneområdet, og det tog ikke lang tid, før hunden fik færten af manden, og kort efter blev han fundet i et buskads på hjørnet af Sumetravej/Tangkrogen, hvor han, stærkt forpustet, forsøgte at skjule sig.

Da de alle var blevet anholdt, afsøgte den ene hundepatrulje det område, hvor de tre mænd var blevet set. Hunden viste straks interesse for et bunkeranlæg, der var lukket med nogle store betonplader, der bar præg af at have været åbnet for nylig. Patruljen løftede pladerne af og kunne se, at der i rummet stod yderligere 12 cykler gemt. Cyklerne blev kørt til Aarhus Politigård til nærmere undersøgelse.

De tre anholdte mænd kommer alle fra Rumænien og er henholdsvis 18, 31 og 32 år. De bliver tirsdag klokken 13 fremstillet i grundlovsforhør i Aarhus, oplyser politiet i døgnrapporten.

jwh

Publiceret 02 April 2019 11:19