Foto: Øxenholt Foto.

Voldsom færdselsulykke i Aarhus:

Passager er i kritisk tilstand

En personbil kørte søndag aften direkte ind i en parkeret sættevogn i Aarhus

Der skete søndag aften et alvorligt færdselsuheld i det vestlige Aarhus, hvor en mand fortsat er i kritisk tilstand. Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.

Klokken 18.40 fik politieten anmeldelse om en færdselsulykke på Bredskiftevej i Hasle. På stedet havde en sølvgrå personbil påkørt en parkeret sættevogn i venstre side, så personbilen var blevet kilet ind under sættevognen. I bilen var der to mænd, hvoraf den ene, en 26-årig passager, var svært tilskadekommen. Han blev kørt til hospitalet, hvor han fortsat ligger i kritisk tilstand. Den 27-årige fører af bilen slap umiddelbart uden alvorlige skader.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Foto: Øxenholt Foto.

På grund af skadernes omfang blev der tilkaldt bilinspektør til stedet, som nu skal undersøge omstændighederne ved ulykken nærmere.

Østjyllands Politi hører gerne fra vidner, der har set ulykken. Oplysninger kan gives til politiet på 114.

jwh

Publiceret 01 April 2019 07:22