16-årig kørte galt på flugt fra politiet

16-årig kørte galt på flugt fra politiet Foto: Adobe Stock

16-årig på motorcykel kørte galt på flugt fra politiet

Dreng på motorcykel stak af fra politiet og benægtede alt

Søndag kl. 18.40 blev en politipatrulje opmærksom på en motorcyklist uden hjelm på Johan Baunes Plads i Aarhus

Patruljen tændte for horn og lygter for at få føreren til at standse, men han fortsatte kørslen via cykelstien og modsat færdselsretningen ved Marselis Boulevard. Her tog han den ind over græsarealet ved Dalgas Avenue, hvor han, formentlig på grund af det våde føre, ramte ind i et træ, da han forsøgte at dreje mod venstre.

Betjentene steg ud af bilen og råbte efter ham, men han løb væk og sprang over flere hegn forbi Otto Mølsteds Kollegium og videre ad N.J. Fjords Gade. Betjentene var lige i hælene på ham og råbte flere gange, at han skulle standse, men han fortsatte med at løbe og fik rystet betjentene af sig.

De fortsatte med at lede efter ham i området, og kort tid efter fandt de ham siddende ved en trappeopgang ved Frederiksbjerg Athlet Klub. Han var meget forpustet og havde fået en flænge ved øjet.

Den 16-årige dreng forklarede flængen med, at han havde været udsat for et overfald, hvor han var blevet slået i hovedet, og at han var løbet væk fra gerningsmændene, hvilket var grunden til, at han var så forpustet.

Den købte betjentene ikke, så han blev anholdt og sigtet for at køre i narkopåvirket tilstand, for kørsel uden førerret, for ikke at efterkomme politiets anvisninger, for at køre motorcykel på cykelstien og modsat færdselsretningen og for lov om euforiserende stoffer, da betjentene fandt en klump hash i hans ene strømpe.

Det oplyser Østjyllands Politi.

jr

Publiceret 25 March 2019 11:52

SENESTE TV