Politiet søger vidner til færdselsuheld, der skete i eftermiddags her på Grenåvej i Egå ud for thansen.

Politiet søger vidner til færdselsuheld, der skete i eftermiddags her på Grenåvej i Egå ud for thansen. Foto: Google Maps

Politiet søger vidner til færdselsuheld: 17-årig skal opereres efter påkørsel

Bilist trak ind foran anden bil, som undveg og ramte fodgænger på cykelstien

Af
Jeppe Rafn

Østjyllands Politi søger vidner til et færdselsuheld, som skete torsdag klokken 13.56 på Grenåvej ud for thansen på Gåseagervej i Egå. Ved uheldet blev en 17-årig dreng fra Lystrup ramt af en bil, der måtte undvige ud på cykelstien, hvor drengen kom gående.

"Det så alvorligt ud, og i første omgang frygtede vi, han havde fået kraniebrud. Han er heldigvis sluppet nådigere, men skal alligevel opereres for sine kvæstelser," siger Østjyllands Politis vagtchef Michael Ørum til Lokalavisen.

Den 17-årige dreng blev påkørt af en orange Fiat Punto med en 80-årig kvinde fra Viby bag rattet. Hun kørte i 1. vognbane i nordlig retning og var lige blevet overhalet af en anden personbil.

"Den overhalende bil trækker ind foran hende med så kort afstand, at hun undviger ud på cykelstien og rammer drengen," fortæller vagtchefen.

Bilen, der overhalede, standsede ikke op, som man skal, når man er impliceret i et færdselsuheld, så politiet søger vidner eller andre med kendskab til uheldet, som kan hjælpe med at finde frem til bilisten.

Bilen var hvid/cremefarvet, og bilisten var en mand.

Østjyllands Politi kan kontaktes på telefon 114.

Publiceret 14 March 2019 00:00

SENESTE TV