Foto: Rigspolitiet

Aggressiv mand overfaldt tilfældig mand på tankstation

En 27-årig mand kom ud for en ubehagelig oplevelse, da han ville tanke sin bil på en tankstation i det vestlige Aarhus

En 27-årig mand fik sig en ubehagelig oplevelse, da han mandag morgen klokken 08.30 skulle fylde brændstof på sin bil på en tankstation på Rytoften i Aarhus V. Den 27-årige var ved at tanke sin bil, da en mand kom gående op på modsatte side af bilen og kiggede ind i den. Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.

Efter noget tid gik manden hen til den 27-årige og spurgte, om han havde noget, han ville sige. Den 27-årige svarede, at det havde han ikke, hvorefter manden spurgte, om han havde en cigaret. Da den 27-årige også svarede benægtende på dette, gik manden helt hen til ham, tog fat i kraven på ham med den ene hånd og slog ham i hovedet med den anden hånd.

Manden virkede meget aggressiv og lugtede kraftigt af alkohol. Den 27-årige skubbede ham væk, hvorefter manden pustede sig op og råbte ”Så kom, så kom!” til ham. Den 27-årige skyndte sig at låse sin bil, og gik ind i kiosken og bad personalet ringe efter politiet. Inde fra kiosken kunne den 27-årige se, at manden tog i bildøren og forsøgte at komme ind i bilen. Men da det mislykkedes forlod han stedet til fods.

Politiet fik fat i overvågningsbilleder fra stedet, og tirsdag morgen kl. 08.40 blev en 33-årig mand anholdt og sigtet for vold.

jwh

Publiceret 19 February 2019 13:45

SENESTE TV