Foto: Rigspolitiet

Drenge på 12 og 14 år taget for butikstyveri i Aarhus

Forældre og kommune tilkaldt, efter mindreårige drenge blev taget for butikstyveri

Af
Jeppe Rafn

Østjyllands Politi fik torsdag kl. 13.55 en anmeldelse fra en butik i Amaliegade i Aarhus, der havde fået stjålet varer fra et baglokale.

Fem drenge var kommet ind i butikken og havde skabt forvirring, så det lykkedes en af dem at snige sig ind i baglokalet og stjæle nogle ting. En medarbejder opdagede tyveriet og prøvede at tilbageholde drengene udenfor butikken. Han kunne dog ikke holde dem tilbage, men ringede til politiet, da de forsvandt.

Kort efter blev politiet kaldt til en butik på Kystvejen, hvor ejeren angiveligt var blevet mistænksom på fem drenge, der lige var kommet ind i butikken. Drengene var stadig i butikken, da politiet ankom og tilbageholdt dem. To af drengene havde varer fra butikken i Amaliegade på sig, og da medarbejderen fra Amaliegade kom til, kunne han bekræfte, at det var de samme fem drenge, han havde haft besøg af.

Drengene blev kørt på politistationen, hvor man tilkaldte deres forældre og en medarbejder fra kommunen til at overvære afhøringerne af dem. Den første kunne sendes hjem med sine forældre klokken 16.45, den sidste klokken 18.38.

Fire af drengene er 14 år, en er 12 år. Tre af dem kommer fra Brabrand, heriblandt den 12-årige, mens de to andre kommer fra Aarhus N og Maribo. Det oplyser Østjyllands Politis pressemedarbejder Janni Lundager til Lokalavisen.

Publiceret 15 February 2019 10:43

SENESTE TV