To unge blev i november truet med kniv til at aflevere penge og personlige her ved Nordea på Viby Torv.

To unge blev i november truet med kniv til at aflevere penge og personlige her ved Nordea på Viby Torv. Foto: Google Street View

Gaderøver afslørede sig selv: Jeg har ikke været på Viby Torv

21-årig mand har fået en fængselsdom på 14 måneder for røveri med kniv mod unge på 17 og 19 år

Af
Jeppe Rafn

En dreng på 17 og en mand på 19 blev i november udsat for et gaderøveri, efter de havde hævet penge penge i en Nordea-automat på Viby Torv.

Nogle mænd kom hen til dem, og en af dem hev en kniv frem og råbte, de skulle give ham deres penge, ellers ville de blive stukket ned. Den 17-årige gav ham sin pung med 1.000 kroner i, mens den 19-årige mistede sine personlige kort. Manden med kniven gik herefter hen til den 17-årige og sagde, "du skal vide, at vi har din adresse, hvis du overvejer at ringe til politiet."

På trods af truslen ringede ofrene til politiet og fortalte om røveriet. De kunne give et fint signalement af ham, ligesom der var overvågning på stedet. Det lykkedes dog ikke umiddelbart at finde gerningsmanden til røveriet, der fandt sted fredag 23. november 2018 klokken 22.50.

Natten til søndag stødte samme patrulje, der om fredagen havde været i Viby, på gerningsmanden i det indre Aarhus. Han var i forvejen kendt af politiet, og betjentene spurgte, hvad han kendte til et røveri i Viby, hvortil han hurtigt svarede, at han slet ikke havde været på Viby Torv dagen før.

Betjentene havde ikke nævnt, at røveriet var sket på Viby Torv, så den 21-årige mand blev anholdt og visiteret. Det viste sig, at han havde den 17-åriges kørekort på sig.

Dagen derpå, søndag 25. november, blev den 21-årige fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet i to uger. Varetægtsfængslingen er siden blevet forlænget, indtil sagen i denne uge kom for retten.

Retten kom frem til, at vidneudsagnene, overvågningsvideoen, kørekortet og den 21-åriges spontane udtalelse om gerningsstedet samlet set var tilstrækkeligt bevis for, at han var skyldig i røveri og vidnetrusler og skulle straffes med fængsel i et år og to måneder.

"Der er grund til at rose de meget opmærksomme betjente, der hurtigt fik fat i gerningsmanden. Den hurtige anholdelse var med til at sikre, at jeg kunne fremlægge vægtige beviser i retten mod den 21-årige. Det er en alvorlig sag, når man holder en kniv frem for sig og truer sagesløse borgere til både at udlevere penge og holde deres mund om det," siger senioranklager Jakob Beyer i en pressemeddelelse fra Østjyllands Politi.

Den 21-årige nægtede sig skyldig og ankede dommen på stedet. Han er stadigvæk varetægtsfængslet og skal blive i fængslet, indtil afsoningen af selve dommen begynder. Politiet oplyser til Lokalavisen, at han har flere voldsdomme i bagagen.

Publiceret 08 February 2019 14:30

SENESTE TV