Modelfoto

Knytnæver og kniv: 19-årig fængslet for grov vold mod familiemedlem

Narkopåvirket 19-årig gik til angreb på 59-årig familiemedlem med knytnæver og kniv

Af
Jeppe Rafn

En 19-årig mand blev onsdag formiddag anholdt på en adresse i Viby. Han er sigtet for at have begået grov vold mod en 59-årig mand, som han ifølge sigtelsen slog flere gange i ansigtet med knytnæve og stak ud efter med en kniv, som ramte den 59-åriges hånd.

Den unge mand er også sigtet for ved samme lejlighed at have slået en 16-årig pige.

Den anholdte er i familie med både pigen og den 59-årige mand, og det var angiveligt nogle uenigheder, der førte til angrebet på dem, oplyser Østjyllands Politi.

Episoden blev anmeldt onsdag formiddag, hvorefter politiet straks sendte betjente til stedet. Den 19-årige var stærkt oprevet og tydeligt påvirket af narko og ville ikke lade sig anholde frivilligt, oplyser politiet, så betjentene måtte anvende den 'fornødne' magt og lægge ham i håndjern.

Den 19-årige mand blev i dag fremstillet i grundlovsforhør for grov vold i Retten i Aarhus. Retten besluttede at varetægtsfængsle ham i foreløbig fire uger på en psykiatrisk afdeling. Han nægtede sig skyldig og kærede kendelsen.

Østjyllands Politi ønsker af hensyn til familien for nuværende ikke at uddybe sagen og komme med nærmere oplysninger om familierelationerne mellem ofrene og den sigtede.

Publiceret 07 February 2019 10:53