Foto: Rigspolitiet

Anmeldelse: Mand tæsket og smidt i bagagerum

Østjyllands Politi satte efterforskning i gang på baggrund af anmeldelse fra borger i Aarhus V

Østjyllands Politi fik mandag kl. 21.03 en anmeldelse fra en borger, der ringede og fortalte, at fem mænd netop havde tæsket en mand på Fuglebakkevej i Aarhus V og herefter smidt ham i bagagerummet på en bil, der var kørt væk.

Anmeldelsen fik politiet til hurtigt at starte en efterforskning op og undersøge sagen nærmere. Bilens registreringsnummer blev sendt rundt til patruljerne, og kort efter fik en patrulje øje på bilen, som to mænd på 20 og 21 år befandt sig i.

Der lå dog ingen person i bagagerummet, og de to mænd forklarede, at de var seks venner, der skulle ud at køre, men der var kun plads til fem. Derfor havde de for sjov kæmpet om, hvem der skulle ligge i bagagerummet. Den kamp tabte en 19-årig mand, som politiet lidt efter også fik fat i. Han bekræftede historien om, at slåskampen var for sjov, og alle mænd slap uden videre tiltale, oplyser Østjyllands Politi.

De to mænd i bilen blev kortvarigt anholdt i forbindelse med afhøringen af dem.

jr

Publiceret 22 January 2019 11:28