Arkivfoto

Arkivfoto

Tyvetogt i Bruuns Galleri:

Rumænere med 'russerpose' smidt ud af landet

Mand og kvinde gik efter tøj i shoppingcenter. De blev snuppet, da de kom tilbage dagen efter tyveri

En 25-årig kvinde og en 34-årig mand, begge fra Rumænien, skal en tur bag tremmer og derefter på det første fly mod Rumænien.

De to rumænske statsborgere blev onsdag fremstillet i grundlovsforhør, efter de var blevet anholdt for flere butikstyverier i Bruuns Galleri tirsdag aften.

Politiet blev kaldt til en tøjforretning i shoppingcenteret, hvor personalet havde tilbageholdt de to butikstyve. Den ene af medarbejderne forklarede, at han dagen forinden var gjort bekendt med, at man på overvågningsvideo havde set to personer, der stjal tøj fra butikken.

De to tyve troede tilsyneladende, at de var sluppet ubemærket fra tyveriet og kom derfor tilbage tirsdag for at gafle mere tøj fra samme butik.

Det opdagede medarbejderen dog, og han kontaktede derfor butiksvagterne, der kom og tilbageholdt manden og kvinden, indtil politiet ankom.

Butikstyvene var på videovervågning også set stjæle tøj fra en anden butik i centeret dagen forinden, så de sammenlagt havde stjålet tøj for 13.650 kroner.

De blev begge anholdt og sigtet for butikstyveri ved brug af en såkaldt ”russerpose”, der sikrer, at alarmerne ikke går af, når man forlader butikken.

Onsdag formiddag blev de fremstillet i grundlovsforhør, og her fik de begge en straksdom på 30 dages fængsel og blev udvist af landet med indrejseforbud i seks år.

dp

Publiceret 16 January 2019 15:52

SENESTE TV