Modelfoto

Vejvrede: Kvindelig bilist chikanerede og gik amok på 24-årig kvinde

Politiet efterlyser ung kvinde, der chikanerede og overfaldt en anden kvinde i trafikken

En 24-årig kvinde kørte tirsdag eftermiddag ved 17-tiden bil med sin veninde på Skanderborgvej i retning mod Viby Torv.

Kvinden har forklaret til politiet, at de undervejs flere gange blev chikaneret af en anden bil, der kørte ind foran dem, så hun var nødt til at lave flere hårde opbremsninger. Da de holdt i krydset ved Viby Ringvej/Vestergårdsvej, holdt den anden bil igen foran dem, så hun tog sin mobiltelefon frem for at tage et billede af den.

Det fik den kvindelige fører af den anden bil til at stige ud af sin bil og gå hen til den 24-åriges bil, hvor hun åbnede fordøren og begyndte at sparke kvinden på benene og slå hende i ansigtet med en knytnæve og kradse hende i hovedet.

Derefter blokerede hun døren med benet, så den 24-årige kvinde ikke kunne lukke den, og hun begyndte at slå på sideruden med en metalgenstand, mens hun råbte 'Er I ikke klar over, hvem jeg er', inden hun gik tilbage til sin bil og kørte væk.

Den 24-årige kvinde har oplyst til politiet, at hun aldrig har set den aggressive kvinde før. Hun beskriver hende som:

    20-25 år

    165-170 cm høj

    Mulat af udseende

    Blond, farvet hår med mørke hårrødder

    Talte med arabisk accent

    Var iført en sort jakke med brun pelskrave og muligvis 'bamsesko'

Østjyllands Politi vil gerne høre fra eventuelle vidner til episoden ved Vestergårdsvej/Viby Ringvej. Politiet kan kontaktes på telefon 114.

jr

Publiceret 16 January 2019 11:46

SENESTE TV