En af de mange biler i Østergårdsparken i Tranbjerg, der har fået knust en siderude og er blevet gennemrodet.

En af de mange biler i Østergårdsparken i Tranbjerg, der har fået knust en siderude og er blevet gennemrodet. Privatfoto

Et hav af knuste bilruder i Tranbjerg

Omkring 20 biler har i aftes/nat fået knust ruder og er blevet gennemrodet i et boligområde i Tranbjerg

Af
Jeppe Rafn

I aftes/nat har der været indbrud i en lang række biler i Tranbjerg, der har fået knust en siderude og er blevet gennemrodet.

"Hos os i Østergårdsparken er det gået ud over 11 biler, og på Trankær Mosevej ser der ud til at være røget 7-8 biler. Bilerne har fået knust sideruder, og de er tydeligvis gennemrodede. Jeg ved ikke, om der er stjålet noget," fortæller Johnny Brosø, der bor i Østergårdsparken i Tranbjerg.

Han blev opmærksom på det omfattende hærværk, da en ung kvindelig genbo kom over til ham og var voldsomt forskrækket.

"Hun havde set en eller to personer baldre en rude på gæsteparkeringspladsen. Da de forsvandt opdagede hun, at hendes egen bil også var røget. Derefter gik hun ned til ældreboligerne, hvor der var nogen i gang. Hun råbte personen an, hvorefter hun blev jagtet og kaldt en luder," fortæller Johnny Brosø til Lokalavisen Aarhus.

Ingen politi

Det skete omkring midnatstid, hvorefter Johnny Brosø og nogle naboer var ude at lede i området efter gerningspersonerne, som de ikke fandt.

"Vi ringede også til politiet, men de ville ikke komme ud, selvom mindst fire personer ringede ved midnatstid og anmeldte det. Det er voldsomt frustrerende, de ikke kommer ud, når det nu er så massivt og gået ud over en hel vej. Vi kørte rundt i området, og jeg gik rundt i hvertfald i to timer og så ikke politiet på noget tidspunkt," fortæller han.

Lokalavisen har været i kontakt med vagtchef Peter Hallstrøm ved Østjyllands Politi. Han bekræfter, at politiet har modtaget anmeldelser om indbrud i biler, men har ikke overblik over hvor mange. Vagtchefen ved ikke, om politiet var ude i området i aftes, men han fortæller lørdag formiddag, at der i øjeblikket er en patrulje i Tranbjerg for at kigge på sagerne.

Østergårdsparken og Trankær Mosevej ligger i den sydvestlige del af Tranbjerg.

Publiceret 12 January 2019 11:52

SENESTE TV