Hurtigløbende mand forpurrede cykeltyveri:

Polsk mand anholdt

50-årig mand jagtede cykeltyve, som undslap. Politiet fangede dog den ene

En 50-årig mand viste torsdag aften skarpe øjne og hurtige ben, da han ud af vinduet i sin lejlighed i Sonnesgade i det centrale Aarhus så to mænd slæbe rundt på en låst mountainbike.

Manden fik mistanke til, at de havde stjålet cyklen, og han skyndte sig derfor ned på gaden, hvor han råbte mændene an. Det fik dem til at smide cyklen og løbe fra stedet.

Den 50-årige besluttede at følge efter, og han spurtede efter begge mænd, der, efter en længere jagt, så sig nødsaget til at dele sig op. Til sidst mistede den 50-årige mændene af syne, og han tilkaldte politiet, der kort efter kom til stedet.

Manden havde et godt signalement, som straks blev sendt ud til patruljebilerne i nærheden. Kort efter traf en patrulje en noget nervøs og storsvedende mand, der gik forpustet rundt på Skovgaardsgade. Han svarede nøje til signalementet, og da han samtidigt virkede mistænkelig, anholdt betjentene ham og sigtede ham for forsøg på tyveri.

Manden, der har adresse i Polen, nægtede at have noget med cyklen i Sonnesgade at gøre, men han havde svært ved at forklare, hvorfor han var så forpustet og svedte så meget. Da han ikke har bopæl i Danmark, modtog han en straksbøde på stationen.

Den anden gerningsmand fandt politiet i første omgang ikke.

dp

Publiceret 11 January 2019 16:00

SENESTE TV