Foto: Region Midtjylland

Færdselsuheld på motorvejen ved Galten: Bilist teknisk fastklemt

To unge mandlige bilister kørte sammen på motorvej

Af
Jeppe Rafn

Onsdag aften skete der et færdselsuheld med to biler på Herningmotorvejen ved Galten.

Sydøstjyllands Politi oplyser, at den ene bil kørte op bagi den anden bil, men man kender ikke årsagen til uheldet og kan ikke oplyse, om den forreste bil holdt stille eller kørte meget langsomt.

Uheldet skete onsdag kl. 21.26 i den vestlige retning på motorvejen ved Galten.

Føreren af den forreste bil, der blev påkørt, var en 23-årig mand fra Aarhus. Den anden bilist var en 22-årig mand fra Silkeborg.

Den ene af dem var såkaldt teknisk fastklemt, hvilket vil sige, at man ikke kan komme ud af bilen ved egen hjælp, for eksempel på grund af ødelagte døre.

En af bilisterne blev kørt til kontrol på skadestuen, men er ifølge politiets oplysninger ikke kommet alvorligt til skade.

Publiceret 03 January 2019 09:26