Foto: Fotoholic

Historisk rekordår:

Tivoli Friheden afslutter 2018 med flere besøgende end nogensinde før

Der har været trængsel ved billetlugerne foran Tivoli Friheden i løbet af 2018

Søndag trådte Kristina ind i Tivoli Friheden som gæst nummer 600.000 i 2018. Kristina, der i dagens anledning modtog fire af Tivoli Frihedens sæsonkort Deluxe, er langt fra den eneste, som har haft lyst til at besøge Tivoli Friheden i år. Parken har de seneste år oplevet en positiv udvikling, hvilket i år er kulmineret med det højeste besøgstal nogensinde. Med den historiske milepæl ligger Tivoli Friheden nu i toppen blandt gæsternes favorit-attraktioner i Jylland. Det oplyser forlystelsesparken selv i en pressemeddelelse.

Det er særligt parkens sær-arrangementer, der har trukket flere gæster til Tivoli Friheden i 2018. Sommerens Fed Fredag-koncerter slog tidligere års rekorder med 169.000 glade gæster, og til Halloween besøgte mere end 55.000 gæster parken til en hyggelig omgang uhygge. Halloween-fejringen blev dermed den mest besøgte uge i parkens historie.

Marketingschef Morten Palm sammen med Kristina, der blev gæst nummer 600.000 i Tivoli Friheden

Marketingschef Morten Palm sammen med Kristina, der blev gæst nummer 600.000 i Tivoli Friheden Foto: Tivoli Friheden

Derudover har Tivoli Friheden også oplevet en vækst blandt parkens trofaste gæster, da salget af årskort i 2018 er steget med 25 procent. En udvikling, som Tivoli Frihedens marketingchef Morten Palm er meget tilfreds med.

”Vi er meget begejstret for den positive udvikling, som parken oplever, og vi er glade for at mærke, at Tivoli Friheden bliver en tradition for flere og flere gæster. Det er et mål, vi har arbejdet mod længe, og vi glæder os til at give vores gæster endnu flere oplevelser i det kommende år, bl.a. med den nye forlystelse Hjertekig,” siger han i pressemeddelelsen.

'Hjertekig' bliver Danmarks højeste frie-fald-forlystelse, hvorfra gæsterne får en unik udsigt ud over Aarhus by. Forlystelsen koster knap 20 millioner kroner, og Tivoli Friheden forventer, at 'Hjertekig' er klar til de første gæster i maj måned 2019. Derudover kan man også glæde sig til store musikalske oplevelser til Fed Fredag 2019, hvor blandt andre Aqua, Tina Dickow, Morten, Lars Lilholt Band, Infernal og Christopher er på plakaten.

jwh

Publiceret 31 December 2018 13:24