Foto: Mostphotos

Foto: Mostphotos

Indbrudstyv snuppet på fersk gerning:

Vækkede 92-årig kvinde under indbrud

35-årig mand sigtet for indbrud og tyveri fra bil

En 35-årig mand blev mandag fremstillet i grundlovsforhør sigtet for indbrud og tyveri fra en bil. Han er nu varetøgtsfængslet frem til 7. januar.

Den 35-årige blev taget på fersk gerning natten til mandag, efter han havde begået indbrud på Degnebakken i Hasle.

Husets 92-årige kvindelige beboer vågnede ved, at der var larm i huset og nåede lige at se en mand iført mørkt tøj løbe ud af døren.

Hun kontaktede straks politiet, som sendte flere patruljer til stedet, heriblandt hundepatruljer, der begyndte at gå spor.

Ved Stejlagervej blev der fundet nogle koster, og kort efter spottede en anden patrulje den 35-årige mand, der gik sammen med en 34-årige kvinde på Viborgvej ved Svalevej.

Manden smed i samme øjeblik et koben fra sig og blev desuden fundet i besiddelse af flere koster og indbrudsværktøj.

Han erkendte, at han havde begået indbrud på Degnebakken. Da patruljen i hans rygsæk fandt en GPS, erkendte han også, at han havde stjålet den fra en bil, der holdt parkeret tæt på Degnebakken.

Den 35-årige mand blev derfor anholdt og sigtet for indbrud og for tyveri fra bil. Den 34-årige kvinde blev ligeledes anholdt og sigtet for medvirken til indbrud, men hun bliver ikke fremstillet i grundlovsforhør.

dp

Publiceret 17 December 2018 11:41

SENESTE TV