Foto: Danni Paulsen

Foto: Danni Paulsen

Formodede narkohandlere dømt:

Blev taget med et kilo amfetamin

Mænd i 20'erne dømt for at ville sælge stort parti amfetamin videre

To mænd på 29 og 25 år blev i fredags idømt henholdsvis to år og tre måneder og to år og ni måneders fængsel for at have været i besiddelse af 965 gram amfetamin, som de havde planer om at sælge videre.

Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Politiet kom på sporet af de to mænd i forbindelse med en efterforskning, hvor flere personer var mistænkt for at handle med amfetamin i store mængder.

Efterforskningen viste, at de to ville hente narkotika den 10. maj, og politiet holdt derfor øje med deres færden.

To minutter efter, at de havde fået overdraget amfetaminen på en adresse i Aarhus, blev de standset i en bil i Langelandsgade. I bilen fandt politiet en sort pose med de 965 gram amfetamin.

”Det er på baggrund af rigtig godt og effektivt efterforskningsarbejde, at der kunne foretages anholdelse få minutter efter overleveringen. Der er tale om to mænd, der ikke tidligere er straffet for besiddelse eller salg af euforiserende stoffer, så jeg synes, det er en god dom,” siger specialanklager Dorthe Lysgaard.

Begge de tiltalte har nægtet sig skyldige.

De har siddet varetægtsfængslet siden 11. maj og blev begge fortsat varetægtsfængslet efter dom.

Den 29-årige ankede dommen til frifindelse, mens den 25-årige udbad sig betænkningstid.

dp

Publiceret 17 December 2018 14:45

SENESTE TV