Ungdomskulturhuset i Knudrisgade i Aarhus C

Ungdomskulturhuset i Knudrisgade i Aarhus C Foto: Google Maps

Vanvidsdruk endte med vold og kvælertag mod kærestepar

21-årig mand og hans kæreste er chokerede efter overfald i normalt fredeligt ungdomskulturhus

Af
Jeppe Rafn

"Jeg var en af dem, der fik bank. Jeg fik mange knytnæveslag i ansigtet og hovedet, og min kæreste på krykker blev kastet ned i et betongulv."

Det fortæller en 21-årig mand, som har kontaktet Lokalavisen på baggrund af en artikel om ballade og tyveri torsdag aften i Ungdomskulturhuset i Knudrisgade i Aarhus C.

I artiklen, der er skrevet ud fra oplysninger i døgnrapporten fra Østjyllands Politi, står der, at to meget berusede 19-årige mænd havde forsøgt at komme i slagsmål med flere personer, efter de havde gjort tilnærmelser mod en kvinde og var blevet bedt om at forlade stedet.

Den 21-årige mand fortæller, at denne beskrivelse er noget af en underdrivelse af, hvad der rent faktisk skete.

Knytnæver og kvælertag

Han fortæller, at de to 19-årige havde haft en masse gin med, som de begyndte at tylre rent. Den ene af dem havde angiveligt drukket mere end en flaske, så de var blevet meget fulde og havde været ubehøvlede og var kommet med nedladende kommentarer til folks udseende og påklædning. De lagde desuden an på en pige, selvom hun afviste dem, og da den ene af dem tog hendes hånd og kyssede dem, blandede den 21-årige mand sig og bad dem om at lade være med det.

"Så begynder han at slå mig i ansigtet og hovedet, og da min kæreste prøver at få ham til at stoppe med at overfalde mig, tager hans ven kvælertag på min kæreste og ender med at kaste hende ned på betongulvet. Min kæreste er lige blevet opereret og går med krykker, og hun landede lige på hoften, hvor hun har tre brud," fortæller den 21-årige mand, der af hensyn til sin egen sikkerhed ikke ønsker sit navn i avisen.

"De lykkedes helt sikkert med at komme i slagsmål," fortæller han ironisk med henvisning til beskrivelsen om, at de unge mænd havde 'forsøgt' at komme i slagsmål.

"I timerne bagefter var vi rimeligt chokerede over overfaldet, og så skal der ikke bare stå, at der er nogle, der har prøvet at være smarte overfor en," forklarer han.

Det tryggeste sted

Den 21-årige mand er samtidig bekymret for, at episoden og omtalen skal give et forkert billede af Ungdomskulturhuset.

"Det plejer at være det tryggeste sted, og derfor er det så rystende, der pludselig kommer nogle udefra og laver ballade. Det er et meget stille og roligt sted med imødekommende folk. Dem, der bruger det, er meget glade for det."

Efter slagsmålet stak de to unge mænd af og stjal en tablet (computer) på vej ud af Ungdomskulturhuset. I mellemtiden var der blevet ringet til politiet, som traf de berusede mænd udenfor huset. De forsøgte at løbe fra betjentene, men blev hurtigt indhentet og anholdt.

Under anholdelsen gjorde den ene kraftigt modstand, mens den anden svinede betjentene til.

Begge blev sigtet for at forstyrre den offentlige orden og for tyveri. Derudover blev den ene sigtet for at modsætte sig anholdelse og den anden for at fornærme politiet.

Publiceret 15 December 2018 13:45

SENESTE TV