Foto: Danni Paulsen

Foto: Danni Paulsen

Skandale-sag rammer Østjyllands Politi:

Efterforsker anklaget for at bruge ulovlige metoder i voldtægtssag

Forsvarer Jan Schneider vil have ophævet dom mod ukrainer, efter han har opdaget, at en betjent blandt andet har brugt en tolk som efterforsker

Af
Danni Paulsen

En 35-årig ukrainsk mand dømt for tre voldtægter, vidnetrusler, afpresning og tyverier kan gå fri, fordi en efterforsker hos Østjyllands Politi har benyttet sig af ulovlige metoder i sagen.

Det er i hvert fald forsvarsadvokat Jan Schneiders forhåbning.

Han var torsdag i Vestre Landsret i Aarhus, der behandler ukrainerens ankesag. Den ukrainske mand blev i sommer idømt otte års fængsel og udvisning.

Anklageren procederede torsdag, og fredag skal Jan Schneider procedere for ophævelse af byretsdommen og frifindelse af ukraineren.

Det er bare et udpluk. Der er mere af samme skuffe

Det gør han blandt andet, fordi han har fundet ud af, at en efterforsker fra Østjyllands Politi har begået alvorlige efterforskningsmæssige fejl, som efter Jan Schneiders vurdering krænker hans klients retssikkerhed.

Brugte tolk som efterforsker

Ifølge Jan Schneider mailede efterforskeren hele byrettens dom til et vidne i sagen.

"Den indeholder også de forklaringer, som er afgivet for lukkede døre af vidnerne i voldtægtsforholdene. Det må man jo under ingen omstændigheder. Derudover har han ret konsekvent til rigtig mange vidner i sagen mailet dem deres egne afhøringsrapporter. Det må man heller ikke ifølge retningslinjer fra Rigsadvokaten," siger Jan Schneider til Lokalavisen Aarhus.

Ifølge forsvarsadvokaten har den pågældende efterforsker også benyttet en tolk på en måde, så tolken agerede som en slags med-efterforsker.

Det er noget af en erkendelse. Men det er også helt åbenbart, at der er foregået nogle ting, der ikke må foregå

"Tolken er brugt som efterforsker i sagen, og ikke som tolk. Han (efterforskeren, red.) har blandt andet ladet tolken foretage selvstændige afhøringer af vidner og selvstændig efterforskning i udlandet. Man får tolken til at forsøge at få en bankansat til at udlevere kontoudskrifter i udlandet, uden at man har en kendelse til det. For det første skal man have en kendelse til indhentning af bankoplysninger, og for det andet er det under alle omstændigheder ikke noget, man kan overlade til en tolk, som på ingen måde er politiuddannet," forklarer Jan Schneider, der har flere beviser mod Østjyllands Politis efterforsker, og som nu har klaget til Den Uafhængige Politiklagemyndighed.

"Det er bare et udpluk. Der er mere af samme skuffe."

Fik dokumentation udleveret sent

Jan Schneider forklarer, at han under sit arbejde med sagen fornemmede, at noget ikke var efter bogen. Derfor bad han om aktindsigt i korrespondancen mellem efterforskeren og alle vidner i sagen.

Først op mod og under behandlingen af sagen i Vestre Landsret modtog han det materiale, han havde efterspurgt.

"Det materiale forsinkes kraftigt, fordi betjenten nogenlunde på samme tidspunkt, som jeg anmoder om det, sygemelder sig. Det er så kommet drypvis i fredags, igår og i dag. Jeg har fået et sted mellem 1.000 og 2.000 siders materiale, så jeg har haft travlt," fortæller Jan Schneider.

Overrasket politidirektør

Under torsdagens retsmøde fremlagde forsvarsadvokaten sine anklager mod politiet.

Torsdag eftermiddag skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse, at der er 'sandsynligvis begået procedurefejl'.

De her regler er fastsat for at sikre retssikkerheden

Ifølge pressemeddelelsen blev politidirektøren bekendt med sagen onsdag.

"Det er en sag, der kommer meget bag på os, og som vi tager meget alvorligt. Det ser ud til, at der er sket ting, der bestemt ikke er i overensstemmelse med den måde, vi normalt efterforsker straffesager på. Nu vil vi lade Den Uafhængige Politiklagemyndighed efterforske sagen færdig, inden vi konkluderer yderligere," siger politidirektør Helle Kyndesen, der nu vil undersøge, om der er brug for tiltag for at undgå lignende sager.

"Borgerne må ikke være i tvivl om, at vi overholder reglerne og behandler alle sager korrekt. Så det er klart, at denne sag får os til at se på, om der eventuelt er behov for at vejlede vores medarbejdere yderligere."

Jan Schneider klukker lidt, da Lokalavisen Aarhus læser pressemeddelelsen op for ham.

"Det er noget af en erkendelse. Men det er også helt åbenbart, at der er foregået nogle ting, der ikke må foregå."

Af pressemeddelelsen fremgår det også, at anklageren ikke mener, at procedurefejlene skal have betydning i voldtægtssagen, da de ikke har betydning for vidnernes troværdighed.

"Det må Landsretten afgøre, men mit udgangspunkt er, at det er umuligt at sige, om det har haft betydning. Men de her regler er fastsat for at sikre retssikkerheden, og at tingene kører på en fair måde," siger Jan Schneider.

Ifølge forsvarsadvokaten blev den ukrainske mand fængslet i 2017 for de økonomiske forhold. Efterfølgende blev han tiltalt for de tre voldtægtsforhold.

Landsretten forventes at træffe afgørelse i den kommende uge.

Publiceret 13 December 2018 17:02

SENESTE TV