Foto: Østjyllands Politi

Foto: Østjyllands Politi

Bjærgning, førstehjælp og røverihjælp:

Hverdagshelte hædret af politiet

11 hjælpsomme borgere har modtaget dusører og takkebrev

Tirsdag modtog 11 af hverdagens helte i Østjylland et klap på skulderen og en stor tak for deres heltemodige gerninger.

De har alle hjulpet borgere i nød og modtog derfor takkebreve og dusører på hovedpolitistationen i Aarhu, oplyser Østjyllands Politi.

Dusørerne på et mindre kontantbeløb blev overrakt af chefpolitiinspektør Klaus Arboe Rasmussen og stabschef Frits Kjeldsen.

"Vi vil gerne anerkende borgernes ekstraordinære indsats, og det mod de udviste i nogle meget svære situationer. Derfor håber jeg, at dusørerne kan være et ekstra klap på deres skuldre og en inspiration til andre, der pludseligt står i lignende situationer," siger chefpolitiinspektør Klaus Arboe Rasmussen.

Der var mange aarhusianere blandt modtagerne af hæderen og dusøren.

Benny Ditlev Weibel (59 år), Michael Rothe Ravnsø Lind (51 år) og Birgitte Kongskov (67 år), Aarhus.

Benny Ditlev Weibel, Michael Rothe Ravnsø Lind og Birgitte Kongskov reddede en kvinde fra at drukne på en rotur den 23. april i år. De tre er i den samme roklub og var på rotur på havet ud for Risskov Roklub. Her opdagede de noget i vandet, der lignede en sæl. De undrede sig over, hvad det var og besluttede sig for at vende om og ro derhen. Da de kom tættere på, så de, at det ikke var en sæl, men derimod en kvinde, der var ved at drukne. De forsøgte at bjerge hende i sikkerhed i den smalle robåd, og efter 20 minutters anstrengelser lykkedes det. Herefter roede de kvinden i land, hvor politi og ambulance stod klar til at tage over og køre kvinden på skadestuen.

Mads Lindberg Ladekarl (18 år), Hobro, Peter Vallentin (40 år), Aarhus, Aske Bjerkø (19 år), Aarhus, John Hansen Bæk (61 år), Aarhus og Martin Møller Elleby.

De fem mænd reddede en mand fra at drukne på en sommerdag den 14. juni i år. De fem var på stranden ved Den Permanente i Aarhus og opdagede en druknet mand i vandet. De fik ham hevet op ad vandet og ind på stranden. Her gav de manden førstehjælp, indtil ambulancen ankom. Herfra udførte ambulanceredderne den hjertelungeredning, som de fire mænd havde påbegyndt på stranden. Ambulanceredderne fik igen gang i mandens hjerte, og manden blev lagt i koma. Han døde desværre efterfølgende, men de fem ydede en beundringsværdig indsats.

Line Løkkegaard Rahmeier (21 år) og Isabella Werner (22 år), Aarhus.

Line Løkkegaard Rahmeier og Isabella Werner forhindrede en mand i at begå røveri i Lokal Brugsen i Aarhus N den 21. maj i år. Line Løkkegaard Rahmeier var på arbejde som kasseekspedient i Lokal Brugsen, da en mand forsøgte at købe cigaretter. Mandens Dankort blev afvist to gange, og derfor trak han en genstand gemt i avispapir op ad lommen. Manden råbte, at det var en pistol og forlangte, at Line Løkkegaard Rahmeier åbnede kassen. Det nægtede hun, og det fik manden til at kravle over kassen for selv at forsøge at åbne kassen. Her kom Isabella Werner sin kollega til undsætning og fjernede mandens hænder fra kassen. Herefter smed to mandlige kunder manden ud af butikken, hvor politiet kort efter fangede ham. Manden er tiltalt for forsøg på røveri.

Line Frederikke Sørensen (27 år), Odder.

Line Frederikke Sørensen ydede førstehjælp til en 10-årig påkørt dreng. Drengen løb ud foran en bil og blev påkørt. Line Frederikke Sørensen, der er sygeplejerske, så ulykken og ydede førstehjælp, indtil ambulancen kom til stedet og overtog redningsarbejdet. Drengen afgik ved døden samme dag, men Line Frederikke Sørensen ydede en heltemodig indsats.

Derudover fik tre mænd fra Aarhus tilsendt et takkebrev og en dusør for den 6. marts at have reddet en pige op af åen i Aarhus C. De havde desværre ikke mulighed for at deltage ved overrækkelsen.

dp

Publiceret 06 December 2018 07:20

SENESTE TV

Galleri-rundtur i Aarhus

Galerie Møller Witt

Det er ved at være sidste chance for at se Jes Fomsgaards soloudstilling på Galerie Møller Witt. Fomsgaard har tidligere bidraget til udsmykningen af iNano Instituttet Aarhus Universitet. Udstillingen 'Artificiel Move' er åben til 26. juni og viser en række malerier med fokus bl.a. på kompleksiteten og bevægelsen i de mange forskellige rum, mennesker er en del af.

Galerie Møller Witt, Christiansgade 18, Aarhus C.

Galleri Gallo

De to kunstnere Louise Volsted Pedersen og Ulf Larsen udstiller for tiden på Galleri Gallo. Ulf Larsen har tidligere lavet naturmalerier, men efterhånden er det mere motiver fra byen og tegninger af jazzmusikere live, han har kastet sig over. Louise Volsted Pedersen eksperimenterer med udtryk, linje og former og henter inspiration bl.a. i naturen, blade og egne fotografier. Udstillingen kan ses til 19. juni.

Galleri Gallo, Nørre Allé 86, Aarhus C.

Galleri Profilen

180 ukendte værker af Hans Horn, hvis liv som soldat under 2. verdenskrig er beskrevet i Tom Buk-Swientys bog 'Det ensomme hjerte', udstilles på Galleri Profilen til 27. juni. Værkerne, der ikke har været udstillet før, viser bl.a. akvareller af blomster, landskaber, satiriske religiøse billeder og stærke traumatiske malerier om krigen.

Galleri Profilen, Grønnegade 93, Aarhus C.

Keller-Arlund – temporary art

Udstillingsstedet Keller-Arlund viser til 20. juni malerier af Vibeke Jensen, der har rum som gennemgående motiv. Kunstneren bruger en teknik, hvor hun 'prikker' sine motiver op og binder dem sammen med flader og plamager, så de tilsammen danner rum.

Keller-Arlund, Peder Skrams Gade 32, Aarhus N.