Dykkere har i dag søgt i Aarhus Havn efter Steffen Dam Jensen.

Dykkere har i dag søgt i Aarhus Havn efter Steffen Dam Jensen. Øxenholt Foto

Dykkere søger i Aarhus Havn efter forsvundet aarhusianer

Politi, dykkere og frivillige søger stadig efter Steffen Dam Jensen, der forsvandt efter en julefrokost i weekenden

Af
Jeppe Rafn

Østjyllands Politi har igen i dag ledt efter 27-årige Steffen Dam Jensen, der har været forsvundet siden en julefrokost i weekenden i Aarhus.

Eftersøgningen er sket med hjælp fra dykkere fra Østjyllands Brandvæsen, der har ledt i Aarhus Havn efter den forsvundne aarhusianer.

Den frivillige forening Missing People har i dag også deltaget i eftersøgningen, som bliver ledet og koordineret af Østjyllands Politi.

"Eftersøgningen er fortsat i dag på land og vand i midtbyen, og vi har også set på overvågningsvideo i dag, men det er desværre ikke lykkedes os at komme nærmere på, hvor han er henne," fortæller pressemedarbejder Jakob Christiansen, Østjyllands Politi.

Sidst set i 7-Eleven

Steffen Dam Jensen var til julefrokost på Restaurant Lava på Åboulevarden, som han forlod natten til lørdag cirka klokken 01.15. Kort tid efter blev han set i 7-Eleven på Nørreport.

Politiet har fået flere henvendelser fra folk, der mener måske at have set Steffen, men 7-Eleven butikken er det sidste sted, man ved, han med sikkerhed har været.

Øxenholt Foto

"Vi søger bredt, men det er ikke helt nemt, når vi ikke har et nøjagtigt kort over hans færden," siger pressemedarbejder Jakob Christiansen, Østjyllands Politi.

"Vi har stadig video og oplysninger, vi skal have tjekket igennem, og vi fortsætter eftersøgningen så længe, det giver mening."

Publiceret 04 December 2018 16:11

SENESTE TV

Galleri-rundtur i Aarhus

Galerie Møller Witt

Det er ved at være sidste chance for at se Jes Fomsgaards soloudstilling på Galerie Møller Witt. Fomsgaard har tidligere bidraget til udsmykningen af iNano Instituttet Aarhus Universitet. Udstillingen 'Artificiel Move' er åben til 26. juni og viser en række malerier med fokus bl.a. på kompleksiteten og bevægelsen i de mange forskellige rum, mennesker er en del af.

Galerie Møller Witt, Christiansgade 18, Aarhus C.

Galleri Gallo

De to kunstnere Louise Volsted Pedersen og Ulf Larsen udstiller for tiden på Galleri Gallo. Ulf Larsen har tidligere lavet naturmalerier, men efterhånden er det mere motiver fra byen og tegninger af jazzmusikere live, han har kastet sig over. Louise Volsted Pedersen eksperimenterer med udtryk, linje og former og henter inspiration bl.a. i naturen, blade og egne fotografier. Udstillingen kan ses til 19. juni.

Galleri Gallo, Nørre Allé 86, Aarhus C.

Galleri Profilen

180 ukendte værker af Hans Horn, hvis liv som soldat under 2. verdenskrig er beskrevet i Tom Buk-Swientys bog 'Det ensomme hjerte', udstilles på Galleri Profilen til 27. juni. Værkerne, der ikke har været udstillet før, viser bl.a. akvareller af blomster, landskaber, satiriske religiøse billeder og stærke traumatiske malerier om krigen.

Galleri Profilen, Grønnegade 93, Aarhus C.

Keller-Arlund – temporary art

Udstillingsstedet Keller-Arlund viser til 20. juni malerier af Vibeke Jensen, der har rum som gennemgående motiv. Kunstneren bruger en teknik, hvor hun 'prikker' sine motiver op og binder dem sammen med flader og plamager, så de tilsammen danner rum.

Keller-Arlund, Peder Skrams Gade 32, Aarhus N.