Tragisk ulykke på hovedbanegården i Aarhus.

Tragisk ulykke på hovedbanegården i Aarhus. Foto: Google Maps

Tragisk ulykke: 50-årig aarhusianer tog den forkerte rulletrappe og mistede balancen

Dødsfald fanget på videoovervågning på Aarhus Hovedbanegård

Af
Jeppe Rafn

Videoovervågning på Aarhus Hovedbanegård viser, hvordan en 50-årig mand søndag morgen omkom i en ulykke.

Ulykken skete på en af banegårdens rulletrapper, der går mellem afgangshallen og perronen. Den 50-årige mand var på vej ned mod perronen, men var kommet til at tage den forkerte rulletrappe, som kørte opad og ikke nedad.

Her mistede han balancen og faldt udover rulletrappen og flere meter ned på perronen, hvor han landede så uheldigt på fliserne, at han døde af sine kvæstelser umiddelbart efter faldet.

Østjyllands Politi oplyser til Lokalavisen Aarhus, at den afdøde mand kommer fra Aarhus, og at hans pårørende har fået besked.

Som led i efterforskningen af dødsulykken er der rutinemæssigt taget en blodprøve af den 50-årige mand for at finde ud af, om han har været påvirket, da ulykken skete.

Den tragiske ulykke skete søndag 2. december klokken 04.53.

Publiceret 03 December 2018 17:17

SENESTE TV