Steffen Dam Jensen har været forsvundet siden en julefrokost natten til lørdag. Foto: Øxenholt Foto/privatfoto

Steffen Dam Jensen har været forsvundet siden en julefrokost natten til lørdag.

Østjyllands Politi leder stadig: Steffen Dam Jensen forsvundet på tredje døgn

27-årig mand stadigvæk ikke fundet efter julefrokost natten til lørdag i Aarhus

Af
Jeppe Rafn

Østjyllands Politi oplyser mandag eftermiddag på Twitter, at det endnu ikke er lykkedes at finde 27-årige Steffen Dam Jensen, som har været forsvundet siden en julefrokost i Aarhus natten til lørdag.

Politiet har hele weekenden og i dag mandag ledt efter den unge mand, som lørdag 1. december omkring kl. 01.15 gik fra en julefrokost ved åen i Aarhus. Kort efter er han med sikkerhed set i en 7-Eleven butik på Nørreport. Herefter er det uklart, hvor han er gået hen, og hvad der er sket.

Ikke sket noget kriminelt

Politiet har ikke mistanke om, at der på nogen måde er sket noget kriminelt, men det skaber naturligvis bekymring, at han har været væk i nu to et halvt døgn.

"Vi har fået flere henvendelser fra borgere, der har set Steffen, som vi nu er i fuld gang med at undersøge nærmere. Men vi hører fortsat gerne fra vidner, der har set ham eller har oplysninger, der kan gøre os klogere på hans færden," siger politikommissær Morten Bang Rasmussen fra Østjyllands Politi.

Steffen Dam Jensen.

Steffen Dam Jensen. Privatfoto/Østjyllands Politi

Østjyllands Politi har fået assistance fra blandt andet Marinehjemmeværnet og Missing People i eftersøgningen. Søndag var en helikopter på vingerne ved blandt andet Egå Engsø og Mollerup Golf Club for at lede efter Steffen Dam Jensen, der ifølge Lokalavisens oplysninger bor i Lystrup, der ligger tæt ved Egå Engsø.

Steffen Dam Jensen beskrives som:

    Cirka 195 cm høj og kraftigt bygget. Han har en stor tatovering på venstre arm.

    Da han forsvandt, havde han en hvid t-shirt på med sort tekst (se foto), lyseblå jeans, sort hættetrøje, sort uldjakke og gråbrune sko.

Steffen Dam Jensen kan kendes på en stor tatovering på venstre arm.

Steffen Dam Jensen kan kendes på en stor tatovering på venstre arm. Privatfoto/Østjyllands Politi.

Østjyllands Politi tager imod oplysninger på telefon 114.

Publiceret 03 December 2018 16:11

SENESTE TV