Øxenholt Foto

Vidne til skudepisode: Mand angreb betjent to gange med kniv, før han blev skudt

Politiet handlede 100 procent i selvforsvar, fortæller vidne til skudepisode

Af
Jeppe Rafn

Den 24-årige mand, der mandag blev skudt af politiet i Gellerup, havde angrebet en betjent med kniv flere gange, inden politiet skød ham.

Det fortæller Jimmy Skov til Lokalavisen Aarhus. Han arbejder på en byggeplads i Gellerup og havde frit udsyn til episoden fra førerhuset i maskine.

Øxenholt Foto

"Jeg ser, at bussen kommer og parkerer. Så kommer der en patrulje hen til bussen, og to betjente stiger ind i bussen. Jeg kan ikke se, hvad der sker inde i bussen, men de kommer ud med en meget oprørt mand," fortæller Jimmy Skov.

"Derefter trækker betjentene deres tjenestevåben og peger på ham og råber, han skal lægge våbnet. Der kan jeg se, han står med en kniv. De råber mange gange, han skal lægge sig og smide kniven, men han farer hen og stikker ud efter den mandlige betjent, der lige når at undvige. Derefter går manden lidt tilbage, men går så frem igen og stikker ud efter den mandlige betjent, hvorefter der bliver affyret skud mod ham. Jeg kan ikke se, om de begge skyder. Det er ikke ligesom på film, hvor der kommer røg ud af pistolen, skal jeg hilse og sige," fortæller Jimmy Skov, som har været med på politistationen i Aarhus og fortalt, hvad han så.

"Efter der er skudt, kommer han frem en tredje gang og angriber dem, og der bliver skudt igen. Der blev skudt 4-5 gange i alt. Derefter trækker manden sig tilbage og går i knæ, rejser sig op og falder bagom op på volden. På det tidspunkt er jeg lidt uvis, om han stadigvæk har kniven."

"Der siger jeg til min kollega, nu er han fandeme død. Det føles som 2-3 minutter, han ligger der, men det er nok gået hurtigere, og så rejser han sig igen og bliver ved med at gå hen imod betjentene, der trækker sig tilbage."

I mellemtiden er der kommet en masse mennesker til stedet, som politiet ifølge Jimmy Skov professionelt får dirigeret væk, mens de siger, han er farlig.

"Derefter går han hen til et lille hus, hvor politiet råber, at folk skal gå indenfor og låse dørene, fordi han er farlig. Så kommer der en ekstra politibil med tre betjente, der løber hen mod ham og trækker deres våben. Jeg kan ikke se, hvad der sker henne ved huset, men lidt efter kommer der en ambulance, som kommer ud med manden, der ligger på maven på båren."

Det var angiveligt her, at manden trak sig tilbage til, efter han var blevet skudt af politiet.

Det var angiveligt her, at manden trak sig tilbage til, efter han var blevet skudt af politiet. Øxenholt Foto

"Politiet handlede 100 procent i selvforsvar. Var det mig, havde jeg sat'me affyret skud første gang. Jeg troede, betjenten var blevet ramt af kniven. Sådan så det ud for mig. Han hoppede og bukkede sig tilbage ved maveregionen, så kniven åbenbart ikke ramte han."

Lokalavisen Aarhus og flere medier har modtaget og delt en video, hvor en kvindelig betjent står med en kniv i hånden og peger med sin tjenestepistol på manden. Et vidne har til Lokalavisen fortalt, at manden var ubevæbnet, da han blev skudt, men det passer ikke, fortæller Jimmy Skov.

"Videon er optaget efter skudepisoden. Det passer simpelthen ikke, hvad de skriver, at politiet skød, mens han ikke havde nogen kniv, for det gjorde de ikke. Politiet skød kun, da de blev angrebet med kniv. Der blev ikke affyret et eneste skud derefter."

Publiceret 20 November 2018 08:10

SENESTE TV