Kvinde udsat for røveri på Brabrandstien:

Bed røver i fingeren

18-årig kvinde reddede sin taske, men blev truet til at aflevere pung

En 18-årig kvinde anmeldte onsdag aften et røveri, der skulle være sket klokken 22.25 på Brabrandstien omkring cykelbroen over Åhavevej i Viby.

Kvinden forklarede, at hun kom cyklende over broen, da hun blev antastet af en mand, som tog hendes taske fra cykelkurven.

Den 18-årige kæmpede lidt med manden om tasken og bed ham undervejs i den ene finger, så det til sidst lykkedes hende at få sin taske igen.

Han truede hende dog til at aflevere hendes pung. Da der ikke var nogen penge i, smed han pungen tilbage til hende og udtalte, at "hun måtte bide hårdere næste gang".

Herefter cyklede gerningsmanden videre fra stedet.

Han beskrives som værende:

    Dansk af udseende, lys hud

    Ca. 40-50 år

    Ca. 190-200 cm høj, spinkelt bygget

    Iført grå hue med to sorte tværstriber, en grønlig eller brunlig halvlang jakke og sorte bukser.

    Han cyklede på en sort Citibike herrecykel

    Usoigneret

    Talte dansk

Østjyllands Politi hører meget gerne fra vidner, der har set manden komme cyklende i området, eller som har en idé om, hvem han være.

Oplysninger kan gives via tlf. 114.

dp

Publiceret 15 November 2018 00:00

SENESTE TV