Arkivfoto

Arkivfoto

Politi advarer om tricktyve på spil i Aarhus:

Ældre kvinder udset som ofre

Vær opmærksom, inden du lukker fremmede ind, lyder rådet fra Østjyllands Politi

Østjyllands Politi fik i tirsdag tre anmeldelser om tricktyverier i Østjylland, hvor ældre mennesker var blevet snydt og bestjålet.

Det ene tilfælde var i Randers, mens de to andre foregik i Aarhus, hvor fremgangsmåden og signalement minder så meget om hinanden, at politiet mistænker, at det er den samme gerningsmand, der har været på spil.

På Stadion Allé i Aarhus C kom en fremmed kvinde pludseligt ind i en 88-årig kvindes lejlighed omkring klokken 12.30.

Den ubudne gæst forsøgte at presse og lokke den 88-årige ud i køkkenet, men det lykkedes ikke, og den 88-årige fik i stedet gennet kvinden ud af hjemmet.

Kort forinden havde den 88-årige hævet et større kontantbeløb i en bankautomat, og hun mistænkte, at kvinden havde fulgt efter hende hjem.

Et par timer senere var en kvinde med nogenlunde samme signalement på spil på Nørre Allé i Aarhus C.

Her ringede kvinden på hos en 93-årig kvinde og spurgte, om hun måtte låne en blyant og blok.

Den venlige 93-årige fandt tingene frem i et andet rum og gav dem til kvinden, som hastede fra stedet.

Efterfølgende opdagede den ældre dame, at flere af hendes smykker var forsvundet.

Kvinden beskrives som værende:

    Dansk af udseende, hvid hud

    Ca. 45-50 år

    Brunt, mellemlangt hår

    Havde briller på

    Talte dansk

    Iført mørk hue, sort frakke og hvide vanter uden fingre

dp

Publiceret 14 November 2018 11:09

SENESTE TV