Flisesten kastet fra bro var tæt på at ramme hvid bil

Østjyllands Politi efterlyser bilist, der var tæt på at blive ramt af stor sten kastet fra en bro

Af
Kian Johansen og Jeppe Rafn

Østjyllands Politi efterlyser en bilist i en hvid bil, der var tæt på at blive ramt af flisesten, der blev kastet ned på Skanderborgvej/Randersvej fra en bro på Skovvej i Hadsten.

Episoden skete tirsdag 30. oktober omkring klokken 12.00. Et vidne, der kørte bagved den efterlyste bilist, så at stenene var tæt på at ramme bilen, som bremsede let op et par gange og derefter kørte videre.

Politiet vil gerne i kontakt med bilisten eller folk, som ved, hvem bilisten i den hvide bil er.

Politiet kan kontaktes på 114.

Vidnet efterlyses i forbindelse med sagen om en 17-årig pige, der angiveligt kastede med sten to dage i træk.

Den 17-årige pige, som er sigtet for at kaste sten ned på vejen fra en bro i Hadsten, er tirsdag 6. november blevet fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Randers.

Her afgjorde retten, at hun skal forblive varetægtsfængslet på en sikret institution frem til 16. november. Pigen er psykisk syg og blev fredag 2. november fremstillet i grundlovsforhør, hvor hun på grund af sin tilstand ikke selv kunne deltage.

Ved fredags grundlovsmøde in absentia blev hun varetægtsfængslet i 14 dage frem til 16. november, så denne dom blev altså stadsfæstet ved tirsdagens grundlovsmøde, hvor pigen selv var til stede.

Østjyllands Politi oplyser i en pressemeddelelse, at pigen nægter sig skyldig og har kæret varetægtsfængslingen.

Politiet er heller ikke tilfreds med dommen og har ligeledes kæret kendelsen. Ankalgemyndigheden mener, at varetægtsfængslingen skal gælde i fire uger.

Publiceret 12 November 2018 15:14

SENESTE TV