Pirattaxachauffør taget på fersk gerning: Risikerer bøde på 35.000 kroner

Bilist samlede en person op ved et busstoppested i Aarhus Vest

Østjyllands Politi oplyser, at en 20-årig mand er blevet sigtet for pirattaxakørsel og risikerer at få en bøde på 35.000 kroner, hvis han bliver dømt.

Den 20-årige mand kørte rundt i et villakvarter i Aarhus Vest på en måde, som gjorde færdselsbetjente mistænksomme. Mistanken blev bekræftet, da han kørte ind til et busstoppested og samlede en person op. En patrulje standsede bilen - føreren og passageren forklarede, de kendte hinanden, men den forklaring faldt fra hinanden, da betjentene spurgte ind til deres fælles bekendtskab, oplyser politiet.

Episoden fandt sted i forbindelse med en færdselskontrol i Aarhus Vest i fredags, hvor politiet registrerede 23 overtrædelser af Færdselsloven. Blandt andet kørte en 21-årig mand over for rødt lys lige foran en civil patrulje, mens en anden bilist blev målt til 113 km/t på Silkeborgvej, hvor man højest må køre 60 km/t.

jr

Publiceret 05 November 2018 12:46

SENESTE TV