Yahya Hassans forsvarer: Du kan næsten ikke få billigere straf - han kan være ude i morgen

Digterens behandlingsdom betyder, at han kan være på fri fod inden længe. Forsvarer glæder sig over mild straf

Af
Danni Paulsen

Torsdag middag blev Yahya Hassan kendt skyldig i ikke mindre end 42 lovovertrædelser, men det betyder ikke, at den aarhusianske digter atter skal en tur bag tremmer.

Han kan tværtimod være på fri fod om få dage, efter han blev idømt en behandlingsdom på ubestemt tid.

For så snart en overlæge vurderer, at den 23-årige aarhusianer er rask nok til udskrivelse, så er han ude i samfundet igen.

Derfor valgte Yahya Hassan heller ikke at anke dommen, selvom hans forsvarer Michael Juul Eriksen under retsmødet bad om en længstetid på fem år.

"Vi er meget tilfredse med den dom. Du kan næsten ikke få en billigere straf end en behandlingsdom. Det betyder, at han kan blive løsladt uden rettens medvirken i det sekund, at lægen siger, at han er klar til det. Det regnes for at være den mildeste straf, du kan få, og jeg synes også, det er rigtigt, at han ikke skal i fængsel. Det er den rigtige sanktion efter både min, anklagerens og retslægerådets opfattelse," siger Michael Juul Eriksen til Lokalavisen Aarhus efter dommen.

Vurderingen er, at en behandlingsdom er mest formålstjenstligt

Han forventer, at hans klient er ude inden længe.

"Han kan forhåbentlig være ude i løbet af få dage. Han kan være ude i morgen, hvis lægen vurderer det. I andre sager, jeg har haft af denne karakter, er folk blevet løsladt umiddelbart efter dommen. Men han har også været psykisk sårbar, og er der brug for yderligere behandling, så kan han få det, så jeg synes, det er en fornuftig afgørelse," forklarer forsvarsadvokaten.

Dommeren valgte at følge anklagemyndighedens krav om behandlingsdom uden længstetid og en frakendelse af kørekortet i tre og et halvt år.

Derfor var Tanja Fogt, anklager hos Østjyllands Politi, også tilfreds med udfaldet.

Men hvorfor går I ikke efter en anbringelsesdom i stedet for en behandlingsdom?

"Vi spørger jo eksperterne til råds, og i dette tilfælde kommer de med en anbefaling. Den har jeg forelagt retslægerådet, som anbefaler det samme, og derfor nedlægger vi den påstand," siger Tanja Fogt.

Der er jo tale om en mand med ekstremt mange forbrydelser bag sig. Det kan han jo i teorien fortsætte med om få dage...

"Vurderingen er, at en behandlingsdom er mest formålstjenstligt for at forebygge fremtidig ligeartet kriminalitet, så derfor har vi fulgt den anbefaling."

Forsvareren siger, Yahya Hassan kan være ude i morgen. Hvad tror du borgere, der ser, at han har begået så utroligt mange lovovertrædelser, tænker om det?

"Jamen, der må man bare forholde sig til, at der er læger, der har vurderet, at han ikke er strafegnet. Og han bliver jo udskrevet med tilsyn af Kriminalforsorgen, så overlægen og Kriminalforsorgen kan sammen træffe afgørelse om, om han skal indlægges igen."

En digter med et langt synderegister:

- 23 år gammel, opvokset i Aarhus V, har palæstinensisk baggrund.

- I oktober 2013 udgav han digtsamlingen 'Yahya Hassan', som beskriver en opvækst med vold, svigt og kriminalitet. Den blev solgt i mere end 120.000 eksemplarer og er den bedst sælgende debutdigtsamling i Danmark.

- I marts 2015 blev han dømt for vold efter at have slået en mand under en bytur ved spisestedet Ali Baba i Vestergade i Aarhus. Han fik fire måneders betinget fængsel.

- I april 2015 erklærer han, at han stiller op som folketingskandidat for Nationalpartiet.

- I februar 2016 bliver han ekskluderet fra Nationalpartiet.

- I september 2016 bliver han i Retten i Aarhus dømt for at have skudt en ung mand i foden i det vestlige Aarhus. Han bliver idømt et år og ni måneders ubetinget fængsel.

- I juli 2018 bliver han anholdt og varetægtsfængslet efter slagsmål ved Aarhus Banegård.

Publiceret 18 October 2018 13:25

SENESTE TV