Mand fra Harlev skal i fængsel: Havde skarpladt pistol liggende

54-årig mand idømt to år og tre måneders ubetinget fængsel

Af
Danni Paulsen

En 54-årig mand fra Brabrand, som indtil torsdag var ustraffet, blev ved Retten i Aarhus idømt to år og tre måneders ubetinget fængsel for besiddelse af en skarpladt Beretta 7,65 mm pistol.

Pistolen blev den 4. juni 2018 fundet af politiet i forbindelse med ransagning på et autoværksted på en nedlagt landejendom i Harlev, som den 54-årige i gennem 20 år har lejet, oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Anklager i sagen, Rasmus Gyldenløve, oplyser til Lokalavisen Aarhus, at pistolen blev fundet i et arkivskab i et lille kontor.

Der var ifølge anklageren tale om et 'tilfældighedsfund', da politiet ransagede værkstedet i forbindelse med en helt andet sag, der slet ikke vedrørte den 54-årige.

Den 54-årige erkendte i retten besiddelsen af pistolen, men mente, at der alene var tale om en mindre alvorlig overtrædelse af våbenloven, hvorimod det var anklagemyndighedens påstand, at besiddelsen af skydevåbnet var sket under særligt skærpende omstændigheder.

"Jeg er meget tilfreds med, at retten fulgte min påstand både i forhold til skyldsspørgsmålet og den udmålte straf. Dommen er med til at sende et klart signal om, at ulovlig besiddelse af skydevåben ikke accepteres, og at straffen er hård, selv i sager hvor gerningsmanden er ustraffet, og hvor våbnet har været har været gemt væk i flere år og aldrig har været anvendt," siger senioranklager Rasmus Gyldenløve.

dp

Publiceret 18 October 2018 15:28

SENESTE TV